Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
talte os.2… Men det nytter jo ikke at
tale om det nu, mine Gutter, kom nu,
jo hurtigere vi faa det overstaaet, des
bedre — lad os nu give hinanden
Haanden og saa løbe derud!»
Det lod til, at de stakkels Djævle
virkelig havde besluttet at styrte sig
ud til Hajerne, hvis vor Helt havde
ladet sig overtale af Mesty til ikke at
tage dem om Bord. De trykkede
hinandens Hænder, gik nogle Skridt
tilbage fra Strandbredden og stillede sig
i Række, hvorefter Anføreren begyndte
at tælle: en—to—!»
« Holdt!» raabte Jack, der ikke havde
glemt den skrækkelige Scene, som
allerede havde fundet Sted — «Holdt!»
Mændene standsede,
«Hvad love I, hvis vi tage jer om
Bord ?»
«At vi med god Vilje ville gøre vor
Pligt, indtil vi naa vort eget Skib,
hvorefter vi ville lade os klynge op som
et afskrækkende Eksempel for alle
Oprørere,» svarede Mændene.
«Det være meget ærligt sagt,»
svarede Mesty, «tag dem kun paa det
Ord, Massa Easy.»
«Godt,» svarede Jack, «jeg tager
jer paa de Betingelser; nu skulle vi
komme ind og hente jer.»
Jack og Mesty halede Baaden ind,
stak deres Pistoler i Bæltet og roede i
Land, Da Mændene traadte ind i
Baaden, tog de meget ærbødigt til Hatten
for vor Helt, men sagde ikke et Ord.
Da de vare komne om Bord, oplæste
Jack den Del af Krigsartiklerne, der
omhandlede Mytteri, og som erindrede
Matroserne om den glædelige Vished,
«at de skulde lide Døden», hvorefter
han holdt en Tale til dem, som de
stakkels Mennesker, der vare lige ved
at dø af Sult, fandt forfærdelig lang.
Alt faar jo imidlertid Ende her paa
denne Jord, og det gjorde Jacks Tale
da ogsaa, hvorefter Mesty trakterede
dem med nogle Beskøjter, som de slugte
med stor ’Taknemlighed, indtil de
kunde faa noget bedre.
Næste Morgen var Vinden gunstig.
Med nogen Besvær fik de Varpankeret
lettet og løb ud af Havnen, Det lod
101
til, at Matroserne vare meget angerfulde,
de arbejdede villigt, men i "Tavshed,
thi deres Forventninger vare ikke af
nogen glædelig Art; men Haabet
forlader os jo aldrig, og hver især
haabede, skønt han ikke nærede mindste
Tvivl om, at de andre vilde blive
hængte, at han selv vilde slippe med
en dygtig Portion Kat.
Vinden tillod dem imidlertid ikke
at holde deres Kurs ret længe; inden
Aften havde de faaet Modvind, og de
maatte holde tre Streger nordligere.
«Naa, i alle Tilfælde,» trøstede Jack
sig, «faa vi da nok fat i den spanske
Kyst, og saa maa vi løbe langs ned
ad den til Gibraltar. Nu skulle vi nok
klare os, for nu forstaar jeg mig langt
bedre paa Navigationen, end jeg gjorde
før.»
Næste Morgen befandt de sig med
en laber Kuling under et højt Forbjærg,
og da Solen var staaet op, opdagede
de et stort Skib inde under Land
omtrent to Kvartmil Vest for dem, og et
andet ude til Søs omtrent fire Mil borte.
Mesty tog Kikkerten og undersøgte
Skibet ude til Søs, der pludselig havde
strøget alle sme Sejl og løb ind mod
Land, idet det styrede efter det
Forbjærg, under hvilket Jacks Skib laa.
Mesty lagde Kikkerten fra sig.
«Massa Easy, mig tro, det vær’
Harpy.>»
En af Matroserne tog nu Kikkerten
og undersøgte det, medens de andre,
der stod omkring ham, skjælvede af
Sindsbevægelse.
»Ja, det er ganske rigtig Harpy,»
sagde Matrosen, «O, Mr, Easy, vil
De tilgive os?» vedblev han, hvorefter
han og de andre faldt paa Knæ for
ham. «For Guds Barmhjertigheds
Skyld, fortæl det ikke alt sammen, Mr.
Easy.»
Jack blev blød om Hjertet; han
saa paa Mesty.
«Mig synes,» sagde denne afsides
til vor Helt, «dem har faa’t nok i det,
dem har døjet, naar dem bar’ faar syv
Dusin til.»
Jack syntes, at selv Halvdelen af
denne Straf maatte anses for tilstrække-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
