Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 24. 15. Marts 1885 - Edgren-Leffler, A. Ch. Nogle Londoner Typer. Prædikanter, Folketalere og Samfundsreformatorer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
"Nr. 21.
HJEMME OG UDE.
298
som en af de mest fremragende af de londonske
Prædikanter. Men man gik ikke i Kirke for at hore
noget, blot ganske i Almindelighed for at gaa i
Kirke.
Imidlertid var Skæbnen mig gunstig — det var
Canon Farrar, der prædikede. Et fint, intelligent
Udseende, en noget tor, men interessant Undersøgelse
af Kunstens Eorhold til Kristendommen. Han
misbilligede den i vor Tid saa stærkt fremtrædende
Tilbøjelighed til fortrinsvis at fremstille Kristus som
den lidende, at dvæle ved Saarene, Korsfæstelsen og
Døden i Stedet for at fremhæve Forherligelsen. De
förste Kristne fremstillede aldrig Kristus som den
lidende, men altid som den sejrende. Først i det
femte Aarhundrede begyndte Korsene at vise sig;
men de var da endnu ganske smaa og saa rigelig
prydede med Perler og .Edelstene, at Lidelsessymbolet
blev til et Glædestegn. Først i det ellevte
Aarhundrede forekommer der et Korsfæstelses Maleri.
Taleren gik deq)aa over til en Skildring af
Kubens’ Kunst, der fremstillede Kristus uden længere
at være inspireret af Kristus. Og medens han med
stor Veltalenhed tegnede de karakteristiske Træk af
denne Kunst, stod levende for mit indre Øje det
vældige Rubenske Korsfæstelses Pillede, som jeg kort
Tid i Forvejen med ængstelig Beklemthed havde set
i Antwerpen. Hans uhyggelig realistiske Fremstilling
af Enkelthederne ved denne Dodsmaade, de i
fortvivlet Kamp spændte Muskler, de svulmende blaa
Aarer, af hvilke liist og her Blodet pibler frem, de
fortrukne Stillinger, der vise, hvorledes Offeret har
vredet sig i sine forgjæves Forsøg paa at frigjøre
sig, vækker til visse alt andet end kristelige
Betragtninger. Og jeg kunde ikke andet end give Farrar
fuldstændig Ret i hans energiske Protest mod denne
Dvælen ved Korset, som i mange Aarhundreder har
været en sygelig Retning indenfor Kristenheden, og
som saa ofte baade i Altertavler og Prædikener bydes
den, der søger Andagt.
En af Englands berømteste Prædikanter, den
store Baptistpræst Spurgcon, en af de faa, der til sit
Tempel, det saakaldte Tabernakel, lokker Tusender
af Mennesker fra forskjellige Egne af London, er just
en af disse usunde Korsdyrkere. Han formelig
svælger i Blodet, Saarene, Angstens Sved; han
anvender alle Midler til at ryste sine Tilhøreres
Følelser og er selv, naar han taler, saa rystet, at han
næsten befinder sig i cn ekstatisk Tilstand. Han
er cn stor, prægtig Kæmpeskikkelse med en vældig
Rost, og naar han staar paa Prædikestolens
Forhøjning i det rummelige Tabernakel med begge Hænder
rakte i Vejret, minder han om en Profet, der
nedkalder Torden og Lyn fra Himlen for at knuse de
vantro. Men strax efter synke Armene, Blikket
sænkes og soger rundt i Forsamlingen, Stemmen
bliver blod og inderlig, han straffer ikke længer, han
beder og tigger: Kom, kom til Jesus, der venter
eder med udstrakte Arm.« — Der er umærkelig en
vis Magt i hans Personlighed, den faste, inderlige
Overbevisningens Magt, og dog er der noget usundt
i hans Lære, aldrig en Mindelse om Livets Pligter,
blot en Formaning til at søge at hensætte sig selv i
en ekstatisk Tilstand, tilbringe hele Timer ensom i
sit Kammer med B011 og med at vente paa Naadens
Budskab.
Fra Westminster Abbedi til Spurgeons
Tabernakel er et Trin nedad paa Samfundsstigen, fra
Aristokratiet til det velhavende Bourgeoisi; vil man
gjøre et Skridt yderligere nedad, kommer man til
Smaaborgerne, der strømme til for at hore Moody
og Saa key.
I Løbet af flere Uger, ja Maaneder, havde man
set bekjendtgjort paa store Plakater ved
Jærnbane-stationen og paa andre iøjnefaldende Steder, at
disse to Mænd var paa Rejsen til Englands
Hovedstad. Man blev nødt til at skaffe sig Adgangskort
længe i Forvejen, og dér, hvor disse uddeltes, kunde
man ogsaa faa til Kjøbs et F’otografi, der forestillede
to plumpe Søulke, der stod i Forstavnen af et Skib
og viftede med deres Lommetørklæde. Det var
Moody og Sankey, der havde indskibet sig fra Amerika
til England og sendt deres Fotografier i Forvejen for
at bebude deres Ankomst. Findelig indfandt de sig
selv, og jeg tog af Sted en Eftermiddag for at hore
dem. Da jeg var naaet til den betegnede Station,
saa jeg mig om, uvis i hvilken Retning jeg skulde
gaa for at komme til Bedesalen. Men dette
Spørgsmaal var snart afgjort. Heie Vejen fra Stationen til
Bedehuset var betegnet med levende Plakatbærere,
Mænd, Kvinder, Drenge, der dels bar
Bekjendtgjørelser med I lenvisninger, dels solgte Salmeboger
og Fotografier. Vejen førte til en aaben Eng, —
man træffer endnu hist og her i London slige store
ubebyggede Tomter — og paa denne var der rejst
en umaadelig Bygning, der lignede en Lade og kun
bestod af tynde Bræddevægge med Sand og Spaaner
til Gulv, og som var forsynet med en stor Mængde
Bænke af uhøvlede Brædder. Salen havde en saa
urimelig Størrelse, at man syntes, man var ude paa
et stort Torv, og Talerens Røst kunde sikkert ikke
høres af mere end Halvdelen af Publikum. Mange
blev trætte af at sidde der og intet kunne høre. vilde
derfor gaa deres Vej, men dette var forbudt. Dorene
aabnedes ikke paa nogen Betingelse, førend hele
Gudstjenesten var til Ende, ikke en Gang for en
Dame, der fik ondt og var nær ved at besvime.
Det forundrede mig at træffe saa lidt virkelig
Inderlighed hos Moody. I denne Henseende syntes
han mig at staa langt tilbage for Spurgeon. Hans
Foredrag gik mest ud paa at fortælle en Mængde
Anekdoter, som Publikum lo ad, Omvendelseshistorier,
der alle gik ud paa et pludseligt og vidunderligt
Omslag i Gjenstandens hele Sjælsretning, og som
krydredes af et temmelig grovkornet Humor. Et
I’ar af Sankey s Salmer var stemningsfulde.
Et Trin længere ned ad Samfundsstigen, saa er
vi ved »Frelsens Hær . De Pavker og Trompeter,
Bækkener og Basuner, hvormed de aandelige Krigere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
