Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 19. 8. Februar 1885 - Boito, Camillo. Ungdomsminder. Novelle. Oversat fra Italiensk - Pisemski, Alexis. Tusend Sjæle. Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
243 I
HJEMME OG UDE.
. Nr. 16.
»Godt, og saa?«
Brevet taler klart. Løjtnanten har anstillet sig som syg
og bestukket 4 Læger, og,- tilføjede jeg med dirrende Stemme,
»han er altsaa Desertør
»Jeg forstaar Dem. Han er Deres Elsker, men har
bedraget Dem. De vil hævne Dem, ved at lade ham og de 4
Læger skvde. Ikke sandt?«
»Lægerne er mig ligegyldige.
Generalen stod et Øjeblik tavs, saa rakte han mig Brevet
og sagde.
»Frue, véd De, at det er et Mord. De begaar. De har
handlet lavt. x
Jeg saå ham ind i Øjnene og sagde:
»Gjør Deres Pligt.’
Den samme Aften henad Klokken 9 kom en Soldat ud
til mig paa Hotellet med denne Billet:
»I Morgen tidlig Klokken 4’/* præcis vil Løjtnant
Remigio Ruz og hans Regiments Læge blive skudte i
Fæstningsgaarden. Denne Billet tjener som Adgangskort
til Exekutionen. Undertegnede beklager meget ikke at
kunne give Deres Naade Lejlighed til at ovenære de andre
Lægers Skydning; men de er blevne stillede under en anden
Krigsrets Tiltale.
Hauptmann,
General.-
Klokken 3’/s forlod jeg, fulgt afGiacomo, Hotellet. Ved
Foden af den Høj, hvor Fæstningen laa, lod jeg ham gaa, og
ene gav jeg mig til at gaa op ad den stejle Vej. Jeg var ved
at kvæles af Varme, men jeg vilde ikke tage Sløret fra Ansigtet,
saa knappede jeg de øverste Knapper i mit Kjoleliv op, og
den friske Luft gjorde mig godt.
Stjærnerne blegnede, og ude mod Øst begyndte det at
lysne. Jeg fulgte efter nogle Soldater, som gik ind i en
Gaard. Der var allerede to Rækker Husarer opstillede, de
stod stive som Støtter. Der var ingen, som tog Notits af mig.
En lav Dør blev aabnet, og to Mænd, hvis Hænder var bundne
paa Ryggen, traadte ud i Gaarden. Den ene, et højt, mørkt
Menneske, gik rolig og stift; den anden blev støttet af to
Soldater, der havde Besvær med at holde ham oppe, og han
slæbte sig hulkende af Sted.
Jeg véd ikke, hvad der saa fulgte paa, jeg tror, de læste
noget op, saa lød der et mægtigt Knald, og jeg saå det mørke,
unge Menneske falde. I samme Øjeblik saå jeg, at Remigio
var nøgen ned til Livet; de Arme, de Skuldre, den Hals, alle
disse Lemmer, som jeg havde elsket saa højt, saå jeg for mig.
I ét Nu får Billedet af vort første Møde i Venezia igjennem
mit Hovede, den Gang han inde i Bassinet for første Gang
havde taget mig i sine Jæmarme. Et nyt Knald fik mig til
at fare sammen. Ind til hans endnu bankende og
marmorhvide Bryst havde en blond Kvinde knuget sig, og Blodet
sprøjtede over paa hende.
Ved Synet af dette forstyrrede Fruentimmer brød alt
mit Had frem paa ny. Jeg følte, at jeg havde Retten paa
min Side. Jeg gav mig til at gaa bort, rolig som den, der
har udført en vanskelig Pligt.
Ved Udgangen blev Sløret revet mig fra Ansigtet med
en voldsom Kraft; jeg vendte mig om, og saå den tykke
Officer fra i Gaar tæt ved mig. Han tog Piben ud af sin
Mund og ståk sit Ansigt ind imod mit: han spyttede mig paa
Kinden ........
Sagde jeg det ikke, at den lille Advokat nok kom igjen.
En Linje var tilstrækkelig: Kom, og lad os være Venner.«
En Uge før Bryllupet har han nu forladt sin velnærede Brud
Han omfavner mig næsten ligesaa ømt som Remigio og
udbryder hvert Øjeblik:
»Livia, du er en Engel.’
Tusend Sjæle.
Roman af Alexis Piscmski. (Kon3.11
Saaledes var omtrent det Liv, som man fra Gaden kunde
iagttage i den lille By, hvor Kalinovitsch var strandet; med
Hensyn til den Ærlighed, Hjærtelighed og Venskabelighed, som
Peter Mikailovitsch havde talt om, saa kunde det maaske have
forholdt sig rigtigt i gamle Dage; men nu véd sikkert enhver,
at Distriktschefen hvert Aar denuncerer Kredsøversten paa
Grund af hans tyngende Expeditioner; Advokaten, en
Grønskolling, chikanerer Distriktsdommeren eller lægger Snarer for
ham ved hver Protokol, som er lidt fordelagtig for ham; endog
den gamle Politimester førte trods al sin Godhed Krig paa
Kniven med Lægen i Anledning af deres fælles Dispositionsret
over Penge, der skulde bruges i sanitære Øjemed. Det var
kun et Par Dage siden, at de to Brødre Maslænikov, meget
rige Kjøbmænd, medens de delte deres fædrene Arv, havde
ladet alle Folk se paa, hvorledes de sloges og havde hinanden
i Haarene i Anledning af en pjaltet Genotte-Pels, som deres
Hr. Fader havde efterladt sig. Hvad blev det saa til med
Kjærligheden? Nej, der herskede langt snarere Had,
Ondskab og Misundelse, og over det hele svævede der desuden en
vis dødelig Kjedsomhed, der føltes selv af de ældste
Embedsmænd, som dog var vant dertil. Biindtægter var der ogsaa
kun meget lidt af, og derfor var det alvorlige Kortspil holdt
helt op; der var kun én Adspredelse tilbage. Assessoren fra
Distriktsretten kommer undertiden til et livsvarigt Medlem, til
hvem han staar i meget intimt Venskabsforhold ... og de
gabe begge to.
r Naa, Semen Grigoritsch, er der noget nyt?« spørger
den ene.
»Nej, jeg har ikke hørt noget, svarer den anden, og de
gabe igjen begge to.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
