Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 16. 18. Januar 1885 - Boito, Camillo. Ungdomsminder. Novelle. Oversat fra Italiensk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
X r. 18.
HJEMME OG UDE.
206
lider jeg meget, men disse Lidelser angriber mig ikke fysisk;
min eneste Glæde er mit Spejl.
Jeg haaber at finde en ny Glæde ved at nedskrive, hvad
jeg for 16 Aar siden oplevede; jeg tænker altid paa den Tid
med et vist sanseligt Velbehag. Denne Mappe bliver lukket
af med tre Nøgler og puttet ned i min atlaasede Pult, saa der
er ikke en Moders Sjæl, der kan opdage den; naar jeg er
færdig med at skrive, brænder jeg det hele. Jeg kan ikke
iro andet, end at det maa hjælpe, naar jeg gjenoplever det
altsammen. Alt, hver Handling, hvert Ord og især hver Lavhed
har prentet sig ind i min Hukommelse; stadig maa jeg flænge
i det endnu ulægte Saar; men jeg kan aldrig rigtig blive klog
paa, om det er ny Smerte eller Lindring, jeg føier ved det.
Hvor det er en Nydelse at betro sig til sig selv alene,
fri for Skrupler, Forbehold og Fortielser at kunne holde sig
til Sandheden i all, ogsaa paa det Punkt, hvor ellers de dumme
sociale Vedtægter gjør det saa vanskeligt, nemlig lige over for
éns egne Handlinger. Jeg har en Gang læst om de fromme
Anakoreter, at de levede mellem Orme og Raaddenskab; men
at de mente at hæve sig til det fuldkomne ved saadan at vælte
sig i Skarnet. Jeg føler mig ogsaa opløftet ved at ydmyge
mig. Jeg er stolt over at vide mig saa forskjellig fra alle
andre Kvinder; jeg viger ikke tilbage for noget Syn; midt i
al min Usselhed er jeg dog stærk.
Hvis det ikke var, at jeg pines af de levende Minder og
af Angst for Alderdommen, saa kunde jeg være fuldstændig
lykkelig. Min Mand er gammel og svagelig, han stoler fuldt
ud paa mig, lader mig bruge saa mange Penge, som jeg vil,
og giver mig fuld Frihed til at gjøre og lade som det behager
mig; jeg er en af de første Damer i Trento og er omgiven af
Tilbedere, inine kjære Veninders Misundelse er stadig
tiltagende.
For 20 Aar siden var jeg naturligvis smukkere. Mine
Ansigtstræk ere ikke forandrede, og min Figur er ikke mindre
slank og smidig; men den Gang havde jeg som en Ildgnist i
Øjet, og den er ved at slukkes. Jeg synes næsten, at Pupillens
mørke Farve er ligesom falmet. Det hedder sig jo, at det, at
kjende sig selv, er Filosofiens højeste Trin; jeg har nu i en
lang Aarrække Time for Time, Minut efter Minut studeret mig
selv, og jeg kjender mig selv saadan ud og ind, at jeg uden
Overdrivelse kan kalde mig en stor Filosof.
Jeg var, hvad jeg vil kalde i min Skjønhedsblomst, da
jeg, ligesom jeg havde fyldt 22 Aar, kom til Venedig. Det
var i Juli 1865. Jeg var nylig bleven gift og var paa
Bryllupsrejse. Min Mand kunde mageligt have været min
Bedstefader; mine Følelser for ham var vel nærmest
Ligegyldighed, blandet med lidt Medlidenhed; han bar sine 62 og
sin tykke Mave med tilsyneladende Energi; han farvede sit
tynde Haar og Skjæg med en stinkende Vædske, som satte
store gullige Pletter paa hans Kinder.
For Resten var han en rigtig rar gammel Mand, yderst
opmærksom mod sin unge Kone, nedladende mod Pøbelen,
uforskammet, naar det var nødvendigt, utrættelig
Tobaksrøger, forfængelig af sin Adel; han holdt meget af at fortælle
slibrige Historier, som han ofte gjentog, endelig var han hverken
ødsel eller gjerrig. Han kroede sig ved at gaa med mig under
Armen, nien kunde dog ikke lade være med at blinke til
Demiinonde-Damerne, som spaserede paa Markuspladsen; paa
den ene Side havde jeg haft Lyst til at puffe ham over i
Armene paa én af dem, men paa den anden Side ærgrede
det mig.
Jeg havde taget ham pludselig, ja, jeg havde endogsaa
villet haft ham. Min Familie var imod Partiet paa Grund af
den store Forskjel i vor Alder, og naar jeg skal være ganske
ærlig, saa havde han, det gamle Skind, heller ikke stor Lyst
til at anholde om min Haand. Men jeg kjedede mig i min
Jomfrustand; jeg længtes efter at faa Heste og Vogne,
Diamanter, Kniplinger, en Titel, og fremfor alt efter Friheden.
Der maatte en god Del Øjekast til, for at faa Fyr i det
Hjærte, som sad inde i Grevens tykke Mave. Men da det
saa var kommet i Flamme, gav han sig ikke tilfreds, før han
havde faaet mig; han tænkte hverken paa den lille Medgift
eller paa Fremtiden. Jeg sagde mit > Ja* foran Alteret med
en høj og bestemt Stemme. Jeg var tilfreds med, hvad jeg
havde gjort, og endnu i Dag, efter saa mange Aars Forløb,
fortryder jeg det ikke.
Jeg var over 22 Aar, og jeg havde aldrig elsket. Mine
Veninder misundte og beundrede mig for det. 1 en Alder af
16 Aar havde jeg allerede indlagt mig Berømmelse ved først
at more mig over et smukt, ungt Menneskes Kjærlighed og
saa at vise ham bort; han prøvede paa at tage Livet af sig,
det mislykkedes; men saa snart han var bleven rask, tog han
til Trento og lod sig indskrive som Frivillig; han faldt i et af
Slagene i 59, jeg kan ikke huske, hvilket det var. DenGan^;
var jeg for ung til at føie Anger over min Opførsel; min
Familie og vore Bekjendte var alle østerrigsksindede, saa den
eneste Bemærkning, de gjorde ved hans Død, var, at det var
gaaet ham efter Fortjeneste.
I Venedig levede jeg op. Min Skjønhed udfoldede sig i
hele sin Glans. Naar Mændene saa paa mig, kom der et
Glimt af Attraa i deres Blik; uden at se paa dem, kunde jeg
mærke, naar de stirrede paa mig. Endogsaa Kvinderne
maalte mig fra Isse lil Fod, og der var Beundring i deres
Ansigts Udiryk. Jeg smilede som en Dronning eller en
Gudinde. I min Glæde blev jeg venlig, overbærende, indladende
og munter; jeg gjorde mig Umage for midt i min store Triumf
at synes beskeden.
Min Mand havde i sin Tid haft en Stilling ved det
østerrigske Hof, og vi blev derfor ofte indbudte hos den
kejserlige Gesandt.
Naar jeg kom i en mørk Silke- og Kniplingskjole med
et meget langt Slæb, nedringet og med bare Arme, kunde jeg
mærke, at der gik et Pust af Beundring gjennem Salen. Jeg
rødmede af Glæde, og gik et Par Skridt frem uden at se mig
om; medens Fruen i Huset kom hen for at hilse paa mig og
bede mig om at sætte mig ved Siden af sig, holdt jet: Viften
op for Ansigtet, som for at skjule mig for de nysgjerriges
Stirren.
Om Aftenen var vi i Reglen nede paa Markuspladsen;
vi sad inde paa Café Quadri, og jeg var omgiven af en Hær
af Drabanter; jeg var Solen i e: nyt Planetsystem. Jeg lo,
spøgte, gjorde Nar af dem, der prøvede paa at erobre mig
ined Vers eller Suk; jeg viste mig uovervindelig, men var
alligevel ikke uvenlig, for at de dog ikke helt skulde tabe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
