Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 14. 4. Januar 1885 - Taine, H. Jacobinernes Førere, ved S. Schandorph: III. Robespierre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
181 I
HJEMME
OG UDE.
. Nr. 16.
agiterer iblandt Folket, naar man forforer Folket, naar man
bedrager Folket, naar man dadler Folket, naar man mistror
Folket, kort sagt, naar man ikke gaar lige ud ad den
foreskrevne Vej, ad den smalle Sti, som Robespierre har banet
i Kraft af sine Principer. Hvem, der snubler paa den
eller fjærner sig fra den, er en Forbryder, en Forræder.
Altsaa, for ikke at tale om Royalisterne, Feuillanterne,
Dantons og Héberts Tilhængere og andre, som alt ere
halshuggede eller indespærrede i Forhold til, hvad de have fortjent,
hvor mange Forrædere er der endnu i Konventet og i hele
Frankrig? Læg nu alt dette Utøj til det Utøj, Marat vilde
knække — nu kan de skyldige og de, hvis Hoveder skulle
hugges af, ikke mere tælles i Hundredevis, nu løbe de op i
Millionvis. Og alle disse Hoveder maa Robespierre i Følge
sine Grundsætninger hugge af Han véd det; saa fjendtlig end
hans Aand er mod klare Tanker, saa ser han dog i sit
Studereværelse, naar han er ene med sig selv, under Tiden
klart, ja lige saa klart som Marat. Ved første Spring havde
Marals Hallucination i ét kraftigt Vingeslag ført sin vanvittige
Rytter lige ind i det Benhus, hvor alle skal ende; Robespierres
Pegasus begynder med smaa Sæt, med hinkende Trin, men
naaer dog derhen; den vil græsse paa Vejen, og Rytteren,
Periodearrangoren, Dogmeprædikanten, begynder at maale det
ækle Udyrs Graadighed, mens han rider paa det. Lang
sommere end Marats Pegasus, tilsyneladende mindre kjødædende
end denne, er den endnu mere forslugen; den har samme Slags
Klør og Tænder, men en endnu mere glubende Appetit. I
Løbet af tre Aar har Robespierre naaet Marat paa den
Yderpost, hvor Marat stillede sig op fra først af, og den docerende
Pedant tilegner sig den gale Mands Politik, Maal, Midler,
Arbejde, ja næsten hans Ordforraad: Bvpøbelens bevæbnede
Diktatur, de lejede Sjoveres systematiske Ophidselse, Krig mod
Borgerskabet, Udryddelse af de rige, Skribenterne,
Embedsmændenes og de opponerende deputeredes Banlysning. De
to Uhvrer behøve samme Slags Foder, men Robespierre giver sit
Bestie en Extraration i de lastefulde Mennesker , som en
speciel Livret. Fra nu af hjælper det ikke, at han abstraherer
sig bort fra, hvad der virkelig sker, at han indhyller sig i
Fraser, at han stopper sine kyske Øren til, at han løfter sine
Øjne paa Prædikantvis mod Himlen; han kan ikke undgaa at
høre eller se omkring sig, ja under sine ubesmittede Fødder,
Ben, som knage, Blod, rom risler, det umættelig gabende Svælg
paa det Uhyre, som han har formet, og som han rider paa.
Dette Svælg, som stadig er mere og mere forslugent, vil hver
Dag have et rigere og rigere Gjæstebud af Menneskekjød, og
han er ikke alene nødt til at lade Uhyret æde, men endogsaa
til at forsyne det med Føde, ofte endog egenhændig, ja han
maa jo vaske Hænderne bagefter og sige, ja endog tro, at
aldrig har et Blodstænk plettet hans dydige Hænder. Til
daglig Brug nøjes han med at snakke godt og med at kjæle
for Bestiet, at undskylde, at bifalde det, at lade del gjøre, hvad
det vil. Dog allerede mere end én Gang har han, fristet af
Lejligheden, hidset det i Fart ved at pege paa dets Bytte.
Nu gaar han selv hen og udsøger det et levende Rov; og det
svøber han ind i sin Rhetorik, lægger det helt bundet ned i
det aabne Gab; bortfejer med en Herskermine Venners,
Hustruers, Mødres oprakte Arme, de bedende Hænder, som
udstrække sig for at bevare de dyrebare Liv; omkring Halsen
paa de ulykkelige, som kæmpe for Lisret, kaster han pludselig
en Snøre og kvæler dem forud af Frygt for, at de skulle
undslippe. Ved dette Slagterhaandværk rejser Ødelæggelses
driften, som længe var holdt nede af Civilisationen, sig igjen.
Hans Fysiognomi, som først lignede »en tam Kats, uroligt, men
ret mildt, har nu antaget en vild Kats sky, og derpaa en
Tigerkats blodtørstige Udtryk ... I den konstituerende
Forsamling akkompagnerede Suk, i Nationalkonventet Fraade
hans Tale. Denne monotone, opblæste Skolemesterstemme
faar nu en personlig Klang af rasende Lidenskab; man hører
den pibe og hvine, under Tiden lader den med en tydelig
Forandring, som om den græder: men dens skarpeste Skrald
ere mindre skrækkelige end dens kommanderende Rorelse.
Et uhyre, længe gjemt Oplag af gammelt Had, af gnavende
Misundelse, af opkogt Ærgrelse har dynget sig op i dette
Sind; Galdeblæren er overfyldt, og den overstrømmende Galde
vælter endog ud over de døde. Aldrig bliver han træt af
paany at dræbe sine guillotinerede Modstandere: Girondinerne,
Chaumette, Hébert, frem for alle Danton, sagtens fordi Danton
har været Revolutionens aktive Arbejder, mens Robespirre var
den unyttige Pædagog; paa det endnu lunkne Lig udspyr
hans overlevende Had omhyggelig tillavede Bagvaskelser,
haandgribelige Usandheder. Saaledes indvendig gnavet af den
Gift, det destillerer, kommer hele hans fysiske Maskineri ud af
Låve — ligesom Marats - men med andre Symptomer. Naar
han taler paa Tribunen, knytter han Hænderne i en Slags
Nervekrampe«, bratte Ryk fare ned i Hals og Skulder, som
han bevæger konvulsivisk til hojre og venstre. Hans
Hudfarve er galdegul, gusten; hans Øjne blinke under Brillerne
— og hvilket Blik! — »Hør , sagde et Medlem af Bjærget ,
De vilde have stemt som vi den 9de Thermidor, hvis De
havde set hans grønne Øjne. Fysisk og aandeligt bliver han
Marat Nr. 2.
Men det er en pæn Marat, af et frygtsomt, uroligt og
dog behersket Temperament, skabt til at undervise og plædere,
ikke til at tage Initiativ og regere, som handler mod sin
Vilje, og som hellere vil være Revolutionens Pave end dens
Diktator. Frem for alt holder han paa at forblive en politisk
Dydshelt; lige til det sidste, og det ikke alene offenligt og i
andres Nærværelse, men for sig selv, ene med sin Samvittighed,
beholder han Masken paa. Derfor har ogsaa hans Maske
klistret sig fast til hans Hud; han kan ikke skjælne Masken
fra Huden; aldrig har en Humbugsmager mere omhyggelig
lagt Sofismen ud over sine Hensigter og Handlinger, for at
faa sig selv til at tro, at hans Maske er hans Ansigt, og at
han siger sandt, naar han lyver. Naar Naturen og Historien
træffe Aftale om at låve en Figur, saa have de mere Held
med sig end den menneskelige Fantasi. Hverken Moliére i
sin Tartufe eller Shakespeare i sin Richard 111. have vovet at
bringe paa Scenen Hykleren, der er overbevist om sin
Oprigtighed, eller Kain, som tror sig en Abel. Her har vi
Figuren paa en kolossal Scene, ligeoverfor 10,000 Tilskuere,
den 8de Juni 1794, paa Robespierres mest glimrende
Sejers-dag, paa denne Fesl for del højeste Væsen, som er det
rungende Ekko af hans Doktrin og den officielle Indvielse af
hans Pavedømme. Der er to Personer i ham som i den
Revolution, han repræsenterer, den ene tilsyneladende, udfoldet,
udvortes; den anden uindrømmet, dulgt, indvortes; den anden
tilvirket af den førsle. Den første helt anlagt paa Udstilling,
smeddet af den ræsonnerende Hjærne, er et lige saa stort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
