Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 5. 2. November 1884 - Borchsenius, Otto. Et Par Blade af Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike. Literær Skizze
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 8.
HJEMME OG UDE.
ioo
værdi og blind Avtoritetstro. Over for
Formskjærer-lavet , saaledes som Blicher i et Brev til Ingemann
kaldte Heiberg, Hertz o. s. fr., stod lian ligesaa fjendtlig
som Blicher selv. (Se Breve til og fra Ingemann«
og mine Fra Fyrrerne , II, bl. a. S. 138). Maalt
med denne Maalestok, blev Oehlenschläger, hvem
Bredahl ellers nok kunde hakke lidt paa, en ideal
Heros. I Rhythmerne fra »Thors Rejse til Jotunheim
.-skildres nu i den nævnte Pjece, hvorledes den gamle
Gumba en regnfuld og stormende Nat vandrer med
sin Famulus og moder Asathor. Tordenguden klager
over, at for var her en Kæmpeslægt, medens nu kun
Dværge kravle for hans Fodder:
Uonder med Pind ved Siden,
krogede Ympeskud,
hver som en Tommeliden
krybe her ind og ud.
Knap voxer dem Skj;eg paa Ilage,
Kroppen er uden Aand.
Bonden i fordums Dage
var skaaren for Tungebaand.
Kring Ilandets Droi paa Thinge,
fulde al* Marv og Mod,
i Jrern og l’anserringe
langskjreggede Uonder siod.
Fribaarne greb de Horne:,
drak liv al 01 og Mjod;
nu faa de Finkel for Kornet
og svælge Sot og Dt>d.
Men Famulussen tager Mod til sig og giver Svar
paa Tiltale:
Bomlen ej gaar paa Voven,
omgjordet med Vikingssværd,
nu Krummer lmn Ryg bag Ploven,
det tykkes mig ærlig Færd.
Daaren ined Spid ved Hoften
haanlig end skuer ned
paa Manden i Vadmelskoften;
lever dog af hans Sved.
Men Kand til Skj.vg paa Ilage
end Bondemanden har;
let er: sig ej at rage,
hvis det gjur Sagen klar.
Kring landets Drot paa Thinge
tor Bondemanden staa,
om ej i l’anserringe,
dog med sin Kofte pan.
Thi med den gyldne Krone
(det skal I hore nu)
sidder paa Danmarks Trone
en Drot ined Fmlerhu.
Dg dem, som Jorden dyrke,
har Danerkongen kjær;
ej I .Andets mindste Styrke
i Bondemarven er.
Det er, lige til den sønlige Fortrøstning til den
landsfaderlige Patriark, i ét og alt Blichers Syn paa
Bonden Ira de samme Aar.
Thor spørger dernæst om, hvo blandt de danske
Drenge der nu slaar Guldharpen og tyder Mimers
Bog, eller drikker mest af Mjøden i Bragurs gyldne
Skaal:
Knd vil vel Hertha lytte
til Klang af Tankeraalm,
ej Liv og Varme bytte
for Kog af .Krtehalm?
Han har nok i Thrudvanger hort, at Drauger
og Gjengangere vil slukke Bragurs Lys:
Med Ingenting i Sigte
aandløs igjen at gaa:
er (let, monstro, at digte
og Harpens Guld at slaa?
Han venter sig intet godt fra Hverdagslivets
Slud« eller af de nye Forsøg paa at stemme sig op
paa Fransk«:
Thor lider ingen Flegel
og ingen Tanketom,
om end med Kuml og Regel
fra Paradis han kom.
Derpaa følger en varm Ros over Oehlenschläger,
især som nordisk Digter:
Vil Sot og Sorg og Alder
min ædle Skjald ej fly,
jeg pan Ydunna kalder,
hun gjor ham ung pan ny.
Men en Pennekrig, som det trækker op til, huer
Tordenguden grumme lidt.
Saaledes giver Bredahl i et Brev fra Jan. 1832
ogsaa Ingemann det Raad, jo før, jo hellere at kaste
Pansersærken og kalde Sanggudinden tilbage til sin
Side . Man kan af hans Brev til Vennen (Samlingen,
bl. a. S. 256—267) se, med hvilken Opmærksomhed
han havde fulgt dennes idealistisk-orthodoxe Gjoren
Front i »Huldregaverne* mod den
empirisk-rationali-stiske Aandsretning her hjemme, saa vel som hans
Protest i »Renegaten mod Despotiet i
Ultra-Libe-ralismen og Indflydelsen fra det unge Tysklands«
da opdukkende politiske Skribetitskole. men hvor
meget han end holdt af Ingemann, og hvor højt han
end satte hans Arbejder, ikke mindst hans lustoriske
Romaner, maatte han i mange Ting selvfølgelig være
uenig med Vennen. Han kommer saaledes ogsaa
ind paa Spørgsmaalet om religiøs Fordragelighed,
idet Tvedragt, saavel politisk som religiøs, synes ham
at være bleven Tidens Løsen. Han ser to fjendtlige
1 lovedkorpser: Orthodoxiens og Rationalismens, samle
sig i just ikke fredelige Hensigter og dadler begge
Partiers Færd. »Jeg for min Part — erklærer han
— slaar mig ikke til noget af disse Partier. Men
gives der et Parti, som tillader Fornuft og Tro at
slutte Forbund med hinanden, saa kan det i mig faa
en Tilvæxt af en Mand, der i det mindste ikke svækker
sit Parti enten ved Udskejelser fra, eller Fordrejelse
af, det, han erkjender far Sandhed. Vi ville -enere
faa Lejlighed til at lære andre lignende Udtalelser
af Bredahl at kjende.
1 en paa det store kgl. Bibliothek opbevaret
Brevvexling imellem Bredahl og en Datter af hans
Slagelse-Rektor, YVöldike, Fru Maria Benedicte
Ro-senstand-Goiske — gift med den den Gang sinds-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
