Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 2. 12. Oktober 1884 - Drachmann, Holger. Tyrkisk Rokoko. En Mode-Legende fra Anno 1748. Poetisk Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 2.
HJEMME OG UDE.
16
— i Fald han ellers kan —! vor Magt i Staden
vi, Stambuls frie Kvinder, vise vil;
med Paafuglviften Hals og Bryst vi svaler;
du, Bosporus, er Vidne til vor Ed:
heller hos dig, i dine Bolger ned,
end i Feredza — i en Tiggerdragt!
Det Ord skal mod hint Lovbud staa ved Magt . . .
det er Schejtan Emisresi,
mig selv, og ingen anden, som her taler!
Og paa Petevan Aga los hun gaar —
ej opbragt. Haanden krummet, Neglen fremstrakt,
paa Taaen loftet, hojt fra Gaden Hælen —
0 nej, saa tigermild, saa kattekjælen,
med Skjælmer smaa i Antilopeøjet
hun træder til ham hen, og fremadbøjet
hun ser paa ham, og let med Viften slaar
hun over Haanden ham.
Men Kæmpen staar
som støbt i Malm og fæster Blikket rolig
— kanhænds’ dog med en ganske særlig Glans —
paa denne Dæmon i saa skjøn en Bolig,
paa denne Peri, som — i Gaar — var lians.
Og Viften tager han af hendes Haand;
til Gengjæld drager han Hattischerifen,
hint Pergament med Segl i Silkebaand,
af Bæltet frem og byder hende læse.
Hun ser derpaa. Hvorledes: læse? — nej . . .
hun smiler; og da Viften han beholder,
til Gjengjæld Pergamentet hun udfolder
og danner sig i Viftens Sted en anden —
og ler — og vifter sig — og gaar sin Vej.
Den muntre Skare følger; men ved Stranden
ud for Begorid Tasch’s mørke Port,
hvor Bosporus mod Muren slaar sin Bort
af hvide Stænk, Petevan Aga staar.
Og Dagens Timer over Stambul gaar;
alt Solen sænker skraanende sit Skin
1 Rosa-Gyldenglød langs Taarn og Tind;
med Guldpen hensat mod den vinblaa Himmel
som Udraabstegn bag efter Allahs
Suk-over en Jord, saa syndefuld som smuk,
staar Stambuls Minareters slanke Vrimmel;
da fyldes atter Gaden af hin Stimmel,
og langs den mørke Mur bli r Gjenlyd atter
vakt under Spøg og Strænges Klang og Latter.
Schejtan Emisresi har drukket Vin.
og saa har Skaren, som den skjønne følger ;
se, hvor den høje Barm, saa yppig-fin
i Linjen, skyder frem med tvende Bølger —
som var Marmorahavet standset her
og havde med en tvedelt skumhvid Vove
lagt under Halsens underfulde Kyst
i Drøm om Kolchis’ Bred sig til at sove.
Højt hæver under Sangen sig det Bryst,
der gjemmer i sit Dyb en Sapphos Røst,
hin Nattergal fra Mitylenes Skove;
Schejtan Emisresi har drukket Vin,
og Armen favner Luthen spæd og fin,
og disse rosen-hvide-røde Fingre
lader med Vellyst Strængenættet klingre:
Allah! din Magt Profetens Stemme priser
Allah 1 <lu synes fast mig som en død’
Var det vel dig, soin dybt af Havets Skjød
skjnnbarmet lod den underfulde stige? —
Troendes Skarer i uendelige
Strofer dig priser: men din Magt er di»d!
Allah I fra Hellas, fra de sjunkne Byer.
dem, som vi Tyrker traadte ned i Skarn,
Skjønhedsgudinden med sit Elskovsbarn,
Moder og San, hin Storheds Tid fornyer —
troendes Skarer dine Templer flyr,
Allah! inen kejser Afrodites Barn!
Allah! din Stemme raser gjennem Rummet
hvor er Mohammed, hvor er min Profet?
Tys! lian er va-k; men Schejtan har ham set
vinlnvbekranset, turet af mange Druer; —
troendes Skarer i Tavernens Stuer
hylder dig, Haliz, Allahs ny Profet!
Schejtan har drukket Vin af dybe Skaaler,
Schejtan har Rus — men som en Honri har;
Kransen for Skjønhed sejrrig længst hun bar:
tungere Kroner hendes Tinding taaler.
Tyrker, drik ud! -— om Solens sidste Straaler
end blev tlen DotUkrans, eders Tinding bar!
Og da hun sunget har, højtsmilende
hutl vender sig imod Petevan Aga
og siger til ham : Janitscharers Fører 1
behager Sangen eder? —
Men han tier.
Det gjør ej Følgets Skarer. Mænd og Kvinder
med Ild i Blik øg Blus hen over Kinder
den kunstigt svungne Sang Applaus tilkjender;
men Schejtan sætter sine Perletænder
lidt ærgerlig i Purpurlæben ned —
har Broncekæmpen gjort Gudinden vred?
vist ej; hun ler: betvinges skal hans Alvor;
og atter leger hendes hvide Hænder
hen over Luthens Perlemoderssnørkler
som Kattekillinger i Spring og Lob:
den strænge Broncemand skal give Kjob! —
det klinger, som det aldrig forhen klang,
hun synger, som hun aldrig forhen sang,
mens imod Aftensolen hun sig vender:
Glødende Sol!
gjælder din Rod men vor Jordklodes syndige Slægter?
saa’ du fra Tinden der oppe, du spejdende Vægter,
alt, hvad vi suger at skjule, men ikke formaar?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
