Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15
ligheder kureredes ved varm Thé eller ved grøn Sæbe smurt bag Ørerne. Den
ældste Søn vilde søge sin Lykke i Vestindien ; for at han kunde have noget at
staa imod med solgte hun det Sølvtøj, der var Resten af fordums Velstand.
Hun var rap i Munden og rap paa Haanden, havde ikke Gnist af Forfængelig-
hed og ringeagtede aldeles, hvad Folk sagde eller mente om hende. Sønnerne
følte sig undertiden lidt generede af hendes grænseløse Frimodighed i Tale og
i Handling.
Mindesmærket paa Assistens Kirkegaard over hende og hendes Mand bærer
Indskriften: »Fem efterlevende Sønner satte denne Sten i Erkendelse af at have
modtaget den bedste Arv i Mindet om Faderens lyse Aand og højmodige Sind
og Moderens opofrende Kærlighed.« Saa ru hendes Væsen end kunde være,
Sindet var kærligt og blødt. Medens hun stred for Udkommet til sig og sine,
antog og opdrog hun Plejebørn, blandt andre en fattig Dreng, hun havde fun-
det grædende paa Trappen , og Skomagernes lille Pige, som hun havde truet
med at tage i Pant, da Faderen ikke kunde betale Leje for Kælderen, en Pant,
han hellere end gerne afstod hende. Det kærlige Sind lyser ogsaa ud fra hen-
des livfulde Breve. Hun skrev ogsaa Smaavers, der mindre udmærker sig ved
deres Form end ved deres Elskværdighed. F. Eks. en Billet til hendes Søn
Maleren, da han fyldte 25 Aar: »Alt 25 Aar siden — Vi spiste Frokost sam-
men — Du var meget liden — Dog Glad var Ammen. — Nu stunder Din Mid-
dag til men min Aften er forhaanden.«
Der var rigtignok Maade med Glæden, da Wilhelm Nicolai Marstrand fødtes
til Verden den 24de December 1810. Det var vel den bedrøveligste Juleaften i
hans Forældres Liv, thi den faldt midt i Tiden mellem den lille Piges Død og
Udbrudet af Moderens Sindssyge under Græmmelsen over den.
Vilde Drenge var alle hendes Sønner, men Wilhelm var værst. Han tyran-
niserede sine yngre Brødre. Forældrene forstode sig ikke paa Børnetugt; Søn-
nerne lærte vel at sige »De« til Fader og til Moder og kysse deres Hænder
Morgen og Aften, men Respektforholdet strakte sig kun til de ydre Former. 1
Metropolitanskolen var Wilhelm en luddoven Dreng. Klarest mindes han fra
Skoletiden en forsvarlig Lussing, han havde faaet, da han som modig Dreng
paa Klassens Vegne skulde forsøge, hvor meget en ny ansat Lærer lod
sig byde. »Den har jeg haft rigtig godt af,« sagde han senere. »Alligevel
havde vi Drenge,« fortæller en af hans Skolekammerater*, »en uvilkaarlig Re-
spekt for ham, og jeg véd nok, hvor hel flov og undselig jeg en Gang følte mig,
da vi vare fulgtes ad til hans Hjem fra Skolen, efter at vi dér havde faaet vore
maanedlige Vidnesbyrd, og hans Fader, en baade alvorlig og blød Mand med
et ofte tungt Sind, ved at sammenligne mine Karakterer med hans, der vare en
hel Del ringere, rosende mig udbrød i Bedrøvelse: »Ak Wilhelm, du bliver al-
drig til Noget, og jeg faar kun Sorg af dig.« Respekten, vi bar for ham, laa nu
* Et Par Smaaerindringer om W. Marstrand af /. N. Ude og Hjemme for 1 Maj 1881.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
