Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gud, jeg er ikke det mindste kjæk — og saa
er jeg ikke pen heller.
Hun satte sig paa en sten, støttede albuen
paa knæet med haanden under kind og stirrede
paa den rosenrøde solstribe.
— Ja, jeg vil bare arbeide og være flittig,
andet er det ikke for mig i verden.
— Men mon hvad der gik af kaptein Horten,
han var slet ikke, som han havde været før.
Han var ikke fornærmet heller — men alligevel
var han anderledes. Han kom saa sjelden op
til dem nu, og naar han kom, gik han og saa
ud af alle vinduer og var næsten ikke at formaa
til at sidde ned.
Ja, onkel Adam havde ogsaa snakket om det.
Skjont det var jo rimeligt, at saadanne gamle
herrer ikke altid kan være saa muntre.
Der kom nogen plystrende længer oppe.
Hun vendte sig raskt, men blev siddende.
Det var Hans Othar. Han var i lys vaarfrak
med hatten skudt langt tilbage, saa det krøllede
haar stod frem, mens han svingede sin stok som
et hjul i luften.
«Nei dette var uventet,» — han saa
smilende paa hende — «skal vi virkelig nogeh gang
træffes paa tomandshaand — den tanke havde
jeg skrinlagt for evige tider.»
Hun maatte smile, han havde nogen
medfødt komik, kunde faa folk til at le blot ved
sit ansigtsudtryk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
