Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 115 —
Slig gik det en tid, da kaldte Johan
Sebastian faren ind til sig paa sit værelse.
„Hør, far," sa han. „Dette holder jeg ikke
ud. Jeg er blit saa lutende lej af baade onkel
major og hans jus; det er jo bare tørt prat
altsammen. Jeg vil ikke bli jurist."
Der løb et smil over Paweis’s aasyn. Det
var det hyggeligste, Johan Sebastian kunde
betro ham.
„Ja, hvad vil du saa bli, min kjære søn?"
sa han."
„Jeg vil bli digter," svarte Johan
Sebastian.
„Digter!"
Pawels stirred paa ham, forbauset,
lyksalig.
Skulde det virkelig være muligt? Skulde
han virkelig kunne bli digter? Om han ikke
blev musiker, saa som moren havde ønsket —
og det havde Pawels nu opgit — saa var det
jo ligesaa stor kunst det at være digter. Tænk,
om det var muligt!
„Men kan du da virkelig digte, gutten min?"
sa han.
„Se her," sa Johan Sebastian og viste frem
en hel bunke beskrevet papir.
„Og alt det har du virkelig skrevet? Naar
har du faat tid til det?"
„Mens jeg læste til andeneksamen ... Et
par er ogsaa skrevet, mens jeg gik paa skolen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
