Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En fremmed - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
paa trikken og snakket. Det var næsten, som Per
Dyrssen havde lidt vanskelig for at finde igjen deres
gamle tone. — Edeie merket det og følte sig en
smule overlegen.
Han var høi og bredskuldret, lidt svær — saa
sværere ud i lys sommerdres. Det tætte, sorte håar
var graasprængt ved tindingerne; der var ogsaa graa
stænk i det spidse skjæg, som skjulte, hvor mund og
hage var tung, og der laa et helt fint net af rynker
under øinene — staalgraa øine, som saa smaa ud,
fordi ansigtet var fyldigt og fordi han ofte smilte lidt.
De fik et bord paa verandaen.
«Ja De undskylder, jeg ikke kom opom Dem —
jeg vidste ikke, om det passet Dem, naar De laa paa
flyttefod. Saa tog jeg mig den frihed at skrive. —
De forlader moder Sveen De og? — Igrunden hvorfor?»
«Aa. De nye menneskene saa saa kjedelige ud.
Der var ikke no hyggelig, da De var reist. Og saa
ved De —,» Edele lo og løftet glasset — «vidner
til mit nederlag. Naar jeg nu havde lagt sterkt an
paa Dem —. »
De lo og dråk.
«Og saa skal jeg hilse Dem fra min kjæreste og
ønske Dem velkommen hos os.»
«Tusen tak.»
«Ja Karen sagde, hun haabet, mine venner vilde
hygge sig i vort hjem. Og især De —.»
Edele var misfornøiet med sin egen følelse af
übehag ved dette fremmede navn i hans mund.
«De har kjendt Deres forlovede før, skrev De?»
«Det er min ungdomskjærlighed,» sagde Dyrssen
og smilte igjen. «Karen Rude — hed hun dengangen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
