Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
104
yndig, hvid liden uldkjole med gult broderi. Det
maatte være noksaa morsomt naturligvis at ha en
liden sød pige at pynte med sligt. — Om nogen aar
saa —. Ellers var det ikke rart bevendt med hendes
moderglæde — foreløbig. Selvfølgelig blev det rent
anderledes, naar bare denne historien var overstaaet.
Hun gik og forsikret sig selv — og Kristian — at
det bare var fordi hun ikke var frisk, at hun var saa
mismodig nu —.
Hun stoppet ved det næste vindu; der hang
floneller. Etpar bluser maatte hun jo ha sig, og en
morgenkjole. Ufja, alt man maatte ha —.
Uni saa paa klokken. Hun havde bare været
ude en time. Hun gik ind paa kirkegaarden- Der
var endda mere sølet og uhyggeligt.
Hun stod et øieblik ved Charlotte Hedels’ grav.
Alle kransene var blit stygge; roser og krysantemum
var blit til raaddenbrune, sleipe klatter. Den gule
lere grinte frem allevegne. Mange kranse havde der
ikke været heller.
Det var over en maaned siden de havde fundet
hende oppe i en myr i Nordmarken. Hun havde
skudt sig. Uni havde ikke faaet lov af Kristian til
at se hende. Men de havde været i begravelsen. —
Det var frygtelig at se paa Ellen — hun graat saa
besynderlig vildt, næsten uden lyd, og saa med nogen
dybe, kvalte skrig imellem. Uni havde intet kunnet
si til hende — hvor hun igrunden ingenting vidste
om Ellen Hedels.
Kristian og hun havde siddet lige bag Hedvig
og hendes mand. Hedvig graat store, klare taarer
som et ulykkeligt lidet barn og sang salmerne med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
