Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
99
Et øieblik drog hun sit ansigt bort fra hans, saa
meget, at hun fik hvisket:
«Du Kristian — hvis ikke dette var kommet nu
jeg tror, jeg var blit gal —.»
Og de klamret sig til hinanden igjen.
«Du — det brevet, du skrev til mig, Kristian —.»
«Hysch Uni — ikke snak om det, kjære, saa er
du snil. — Jeg har angret paa det saa forfærdelig.
Men jeg var rent som fra mig selv dengangen. Far
var død, jeg reiste opover der og skulde aldrig træffe
ham mere — jeg orket ligesom ingenting — ikke be
gynde igjen paa alt det gamle — møde dig igjen, naar
det alligevel skulde være forbi — træffe dig, og du
ikke var min længere — bare venner — jeg kunde
det ikke —.
— Bagefter, saa angret jeg som en hund. At
jeg ikke havde grebet til med begge hænder, naar
du bød mig saa meget som lillefingren din —.»
De havde faaet lommetørklæderne op, pudset
næsen paa engang og brast i latter — halvveis hul
kende begge to.
Endelig kom de sig til at gaa.
«Jeg har i det hele taget ikke gjort andet end
tænke paa dig, helt siden den aftenen, jeg gik forbi
dig ved trikken» — sagde Kristian, mens de gik
nedover. «—« — Jeg stod netop og tænkte paa dig, da
du kom, — jeg trodde ved Gud, jeg saa syner —.»
— Der var faa folk paa Teaterkaféen, da de kom
md. Kristian tog af hende aftenkaaben.
«Du er endda deiligere, end jeg husket,» hvisket
Kristian inderlig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
