Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 22 —
forestillinger om livet ude i verden lidt. De
første drømmes tid er forbi; de har vel ikke
længer saa præcis samme farve, som de
rosenrøde blommer i hendes lette tylsgardin. Og
trærne over det gamle kjære sted har ikke
vaar-knopper idag, denne sidste kvæld hun staar i
sit vindu. Men — de er gyldent røde af
høstens fantasirige pragt. De drysser sine blade
over hende, de synger høstens og afskedens og
vemodets skjælvende sange. Og hun ser ud
over den lauge sjø, „mine drømmes sjø", som
hun saa ofte kalder den, og ud mod de
blaa-nende aaser. Og „den store længsel", den som
maatte til for hendes bogs skyld, nu er den
kommet over hende. Nu kan hun, nu vil hun,
nu ved hun, hvordan Gösta Berlings saga skal
skrives.
Og nu danser pennen bortover papiret for
hende! I dette var der inspiration, siger hun,
at faa skrive som hun selv vilde, uden noget
hensyn til, hvordan andre skrev, og hvad andre
mente. Hun var ganske ør af lykke. Og jeg
er vis paa, at hun aldrig siden, efter at hun
har naaet berømmelsen, og det er blit en
fast-slaat ting, at hun er en af nutidens største
digtere, har følt denne sitrende glæde ved at
skrive som da, før hun endnu har udgit noget,
men efterat hun har fundet sig selv, fundet
tonen, denne deilige, rytmiske tone med den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
