Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•14
HELENE LASSEN.
Og saa fløi de.
Jovist, var det vaar — endnu. Men
deroppe? Kjære vene, sneflekkerne var jo ikke
skidne endnu; de var skinnende hvide! Og saa
store endnu, saa langt mellem de bare smaa
flekker!
Længer var man ikke kommet her.
Det var ikke frit for, de flk en liden klump
i halsen og kvidred hæst, naar de tænkte paa
de smaa bambushusene nede i .Tapan, hvor
gei-sharne sad ude paa altanen og sang. For her
var ikke et levende liv paa sæteren, ikke engang
en gammel budeie i et graat, stygt værkensskjørt!
Nei, da var geisharnes straalende silkekjoler
noget andet end disse norske værkenskjolerne, som
desuden ikke var at se noget sted heroppe endnu
Og — ja, nu havde de gjerne tat tiltakke med
en buket crysantemum, selv om den bare havde
været malet. For her var ingenting. Simpelthen
ingenting. Ikke engang et svaiende, tørt straa
paa taget; for der laa sneen høi.
Saa satte de sig paa piben.
Skuffet. Ynkelig skuffet.
De skotted bort paa hverandre–-nei,
dette gik ikke an! Og den ældste og
fornuftigste, som i sin tid havde studeret Welhaven,
begyndte freidig at citere: „Og der blev vaar i
alle dale, elven steg, og løvet sprang!*’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
