Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
,462
Her virker helheden; «kun den aandløse
dvæler ved smaatingene». Saaledes blir
naturen gjennemaandet. Lignelser og
billeder hentes ikke udenfra; unævnt er
lignelsen tilstede; naturen er jo selv ei eneste
billede, et symbol for sjælens savn, dens
vemod, dens glæde.
Af den stemningsfyldte sjæl hæver
altsaa kunstens billede sig; herfra stiger det
op «lig sol af bølger, deiligt for din aand».
Dette billede skal derfor med rette kaldes
det i 11 dre billede.
Det indre billede i sin klarhed er et
vidne om aandens magt, dens magt over
det tilfældige, splittede i al ydre natur.
Aanden træder frem som naturens aand. Der
er et digt, hvor Welhaven paa en
eiendommelig maade lader det indre billede maale
kræfter med naturens vældigste magt. Og
i sin ro, sin samling staar det bydende
ligeoverfor naturkræfterne, som raser liver til
sin kant. Det er digtet 1 uvei ret, vi
sigter til.
En vandrer gaar henover det ensomme
fjeld. Natten stunder til, mørke uveirsskyer
trækker op om fjeldenes tinder, og snart
kommer de væltende frem under torden og
storm. En rædsel kommer over vandrings-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
