Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
339
Og med Angst jeg stirred lien,
hvor hun sad. den fagre Dukke,
og jeg fik de samme smukke
Blik og Rosensmil igjen.
O, da vidste jeg det godt:
denne ömhed var Methode:
det var biot en Smile-Mode,
brugt i Fleng til Stort og Smaat.
Og saa slutter digtet med disse to vers,
som maa minde om slegtskabet mellem
Welhaven og Ibsen:
Derfor er mit Nag saa tungt,
derfor eier min Erindring
intet Punkt, hvor der er Lindring.
Hjertet var for varmt og ungt!
O, jeg sad i mange Dogn.
fredende om Sjelens Spirer:
men de vred sig til Satirer
mod den ene grove Løgn.
Jeg har kjæmpet og fortrudt,
kvalt min Ve med Haan og Latter,
og forsogt at stige atter
med en Vinge, der var brudt.
Men i Hjertets Helligdom
har jeg Ofrets Spor tilbage:
hun har dræbt mig Vaarens Dage:
hun var smuk og sjeletom. »
I kritiken af selskabslivet i Kristiania
stemmer de to modstandere Wergeland og
Welhaven fuldstændig overens. Som ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
