Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139
Lys hoppe frem og tilbage iGræsset. Da løb en
kold Gysen nedover ham, og han tabte en Tidlang
Bevidstheden.
Da han atter kom tilbage til sig selv, stod den
underskjonne Moe ved hans Side.
»Ak, Elskede !«— sukkede Otto, »kommer Du da for at
borttage min Qval; kan Du da nogensinde gjengjælde
hvad jeg føler, eller seer jeg Dig ikkun for at blive
styrtet uden Haab om Frelse ned i Smertens og For-
tvivlelsens dybeste Afgrund–
»Otto!« svarede Møen, »min Kjærlighed har
allerede længe tilhort Dig; men min Kjærlighed har
ikkun været som Moderens Kjærlighed for sit Barn,
som Søsterens Kjærlighed for sin Broder, — og an-
derledes kan den aldrig blive. Os To kan ikkun en
spagt forene, dersom Du besidder Kraft nok til at søn-
derrive de Lænker, hvormed lave Lyster holde Dig
fængslet til Legemet; ikkun da, ikkun dersom Du, selv
Kjød, formaaer at glemme Kjodetz dersom Du har
nok med Formen og med den reneste, varmeste Sjæ-
lesympathie, ikkun da kan jeg tilhøre Dig, og vil til-
høre Dig for evig.«
»Gjerne vil jeg underkaste mig Alt, Alt!« udraabte
Otto, »naar jeg kun kan faae Dig at see! Hvad mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
