Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
19
med Myriader af jærnpiggede Svøber. Om Natten var Smer-
ten i deres Fødder ganske uudholdelig. Det var umuligt at
blive varm, umuligt at blive tør. Dennison kom sig nogen-
lunde, men Saaret paa Mc Phersons Fod aad sig saa dybt,
at Musklerne traadte frem. Hawes endeløse Snakken og
Feberklynken fyldte Teltet hver Nat.
Den eneste Fornøjelse, de havde, den eneste Adspre-
delse i Dagenes Ensformighed var at-spise, og hvis det var
muligt, at sove. Alle Tanker, alle Følelser skrumpede ind
og forsvandt. Instinktet — Dyrets primitive, elementære
Instinkt — traadte i Stedet. At spise, at sove, at have det
varmt, andet brød de sig ikke om. Aftensmaaltidet var et
Maal, de saa” hen til hele Dagen igennem. Ak, at sidde
ved den blaa Spritflamme, som spruttede under den gamle
bulede Jærnkoger. At indaande Duften af den tykke, ko-
gende Suppe. Og saa Maaltidet, at smage den varme, grove,
kødagtige Mad, at mærke den usigelige, taknemligheds-
fyldte Varme og Døsighed, den næsten guddommelige Fø-
lelse af Mæthed i de arme frysende Kroppe, og saa at sove,
sove skønt de rystede af Kulde, skønt Væden trængte igen-
nem til Marv og Ben, sove, skønt Fødderne brændte og
trak sig sammen af Smerte; sove, sove, Udmattelsens
drømmeløse Bevidstløshed, de faa Timers Glemsel, Lidel-
sens korte Vaabenhvile.
Men endnu stærkere, og endnu mere stædig end selve
disse Dyrets Instinkter var den blinde, ureflekterede Drift,
der hele Tiden fik dem til at vende Øjnene mod Syd. ,,At
komme frem, at komme frem" — det var en Tanke, de
blev besat af, fordi de modstandsløst var deres Fører un-
dergivne — denne ubetvingelige Jærnmand, som ingen
Skæbne kunde bøje, og som lagde sin Vilje over dem som
et Jærnaag. Fremad, om det saa kun var en eneste Meter,
om det saa kun var en Fod. Fremad over den fortvivlende,
knudrede Is, fremad mod Sneen, som blindede dem, frem-
ad mod den skærende, hvinende Vind, fremad over de
skøre Isskorper og gennem det isnende Vand, fremad skønt
hvert Skridt var en Pine, skønt Rebene skar sig ind i Kødet
som stumpe Knive, skønt de følte Klæderne om sig som
Pansere af Is. Og Ekspeditionen kæmpede sig videre, Hun-
de og Mænd, stønnende, brudte, blødende — trætte til
Døden allesammen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
