Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespilkritik (September 1867—Maj 1869) - Oehlenschläger: Den lille Hyrdedreng
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
formaar at løsrive sig fra sin Stirren paa disse
Modsætninger og svinge over i en
Livsbetragtning, der bruger andre end disse, faar han det
urofulde, tunge og mørke Sind, paa hvis
Fortvivlelse ingen Aandens eller Kundskabens
Rigdom kan bøde. Som Reinald, saaledes kjender
heller ikke Augustin nogen Lykke; begge se
Sort. Med det rugende Mismod har den
Religiøsitet, der i klosterlig Forsagelse har isoleret
sig ud af de menneskelige Livsforholds Samfund,
det tilfælles, at den ingen Glæde føler ved
Tilværelsen; ja den viser sig ubillig mod den sunde
Livsglæde og den Fromhed, der har sin Rod i
den. Skjøndt Klosterreligiøsiteten ikke ganske
faar Uret i sin Frygt for, at Livsglæden vil slaas
til Jorden af den første Modgang, er det dog ikke
den, der beholder Valpladsen; saa sprængtes jo
ogsaa Idyllen. Thi har dens Modstander, den
livsglade Tillid, end ikke det «løsende Ord», der
overvinder Døden, paa rede Haand, saa mangler
Forsagelsen igjen helt det «bindende Ord», der
holder Gravtanken nede og værger Livsfølelsen
mod dens uafladelige Angreb.[1] Hvem bliver da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
