Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
193
ham ikke et Suk eller en Klage, ingen Muflel i
hans Ansigt svigtede ham.
Taras stod blandt Mcengden med Hodet sam
let ned paa Brystet; tun fra Tid til anden ret
tede han Blikkel op og sagde lavt for sig selv :
„Godt, min Son, godt!"
Men da man saa stred til de sidste dsdelige
Kvaler, da saa det et Oieblik ud, som om Ostaps
Sjcelskrcefter holdt paa at svigte ham. Han lod
sine Vine svceve rundt. Aa Gud, lutter ukjendte
Mennesker, fremmede Ansigter. Naar blot en af
hans ncermeste havde vceret tilstede og set ham
do. Ikke en svag Moders Sorg og Klager vilde
han have hsrt, ikte en elsket Hustrus Veklager, men
«n sterk Mand, der kunde have sendt hum et for
nuftigt Ord, det havde han saa gjerne snstet sig.
Hans Kraft var brudt og i sin Sjelecmgst udbrod
han :
„Fader, hvor er du? Horer du alt dette?"
„Ja, jeg horer det," lsd det hsit ude fra en
blandt Mcengden, og Tusener af de forsamlede
saa sig forbauset om.
En Del af den beredne Vagt styrtede straks
til for omhyggeligt at unberssge Folkemængden.
lankel var blevet dodbleg; da Rytterne fjernede
sig. saa han sig om til den Side, hvor han vidste.
Taras havde staaet. Men Taras var sporlost
forsvunden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
