Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188
snart ikke mer. Det så’ ud, som der gled små
lysende prikker om i stuen, de bugtede sig ud og
ind, blev borte og kom igen. Så syntes hun, der
dannede sig allehånde ansigter derude, glimtvis,
utydelige, en blank tinding, en smal næse, et mørkt
skæg. De viskedes ud så hurtig, at hun ikke
kunde holde dem fast. Pludselig kendte hun sit
eget ansigt; ikke det gustne fra før, men som hun
havde set det mange gange i lys og lystighed, med
leende mund og strålende øjne. Hun så’ det atter
og atter, hun huskede udtrykket og stillingen og
kendte de kjoler, hun havde haft på, den lilla og
den bleggule og den vissengrønne. Det var, som
om hendes skygge fra mange glade aftener var
kommen her ud for at ærgre hende med minder og
sammenligninger. Men hun misundte alligevel ikke
disse unge muntre åsyn. De gav hende heller ingen
trøst. Hun rødmede næsten skamfuld ved at se dem
glide forbi. Alle disse leende munde syntes stivnede
i en unaturlig grimase. Hvad var disse unge
ansigter andet end sminkede lig med døde glasøjne?
Og den skoggerlatter, der lød for hendes øren
gennem den dryppende regn, var så gold som de
ord, der dengang gjorde hende glad, og grov og
skraldende som Martas før. Skulde hun da altid
plages af denne sammenligning! — Og det blussende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
