Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
125
død, så er vejen stejl og stenet opad bjærget. Nej,
lille barn, du har ikke trøst behov, men de, der
står tilbage ved din båre, han, der avlede dig, hun,
der fødte dig, de, der så’ dig trives fo’r at visne.
Og selv jeg, der ikke kendte dig, jeg, der står her,
trænger mere til din trøst end du til min. Du var
et klogt lille barn; du drog itide hjem, hvor der
var godt at være. Du anede med profetisk sjæl
de storme, der sortner livets bølger. Andre børn
klynger sig til moderens bryst, du søgte ly ved
din himmelske faders hjærte.«
Hans blik vandrede atter ned mod forældrene.
Moderen sad og krøb sammen i sin pels og gemte
hagen i kravens bløde forværk. Hendes lille ansigt
tittede forknyt frem under sløret og den sorte
fløjelsbaret; hun missede med øjnene, som var de
trætte af gråd, hendes lille opstoppernæse var ganske
forfrossen at se og læberne uden blod. Præsten
vidste ingen grund, men der var noget ved hende,
han ikke kunde lide. Han vendte sit blik mod
faderen, der sad og bed i sit gule overskæg. Hans
øjne var blændede af tårer, og da præsten så’ det,
blev han blød om hjærtet.
»Nej, de, der trænger til trøst,« sagde han,
»det er ikke dig, men dine forældre — din fader,
der måske i årevis har ventet og længtes efter et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
