Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
39
leger over de gamle brune blade. Det er så
dyssende og dulmende sådan at sidde og se, hvor
l’ombrage incertain lentement se remue.«
»Jeg véd ikke«, sagde hun mere til sig selv end
til mig, »jeg føier mig på en måde urolig her —
en angst, men med forventning nedenunder. Som i
en båd, der går fra den stille bugt mod den
stigende og synkende sø. Ja, her er omtrent som i
en kirke; man bliver sørgmodig, griber sig i brystet,
angrer. Nej, det er dog anderledes end i kirken.
Om det er røster, som vækkes indvortes? Eller
skovensomheden, der maner og mumler? Jeg bøjer
mig og lytter, men kan ikke tyde meningen; måske
netop det volder min uro.«
Vi havde hver for sig famlet over vore egne
stemninger. Nu bedst som jeg sad og frydede mig
ved, hvor hendes hals var hvid og fyldig, blev jeg
pludselig ivrig interesseret i hendes ord. Det slog
som et sporestød.
»Nej, De har ret«, begyndte jeg lidt efter, med
temmelig lavt mæle tror jeg — »skoven præker ikke
præstens lære. De, som er i den friske ungdom,
har ikke let ved at fatte dens mørke tale. Jeg,
som er ældre — ja, alderdommen trykker mig ikke
endnu — jeg er dog såmeget ældre, jeg har hørt
den længer og fået den præntet ind i mit øre. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
