Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gunvald og Emma - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
fundige maater at faa rede paa, naar det var at
Gunvald hadde begyndt at gaa sammen med Klara —.
Der var tanker som Gunvald selv ikke vilde
slippe indpaa sig. Barnet var kommet fortidlig,
sa Klara — han kunde jo selv se, saa ørlitet og
usselt det var. Gunvald var glad i den vesle jent-
ungen — Klara satte ham til at stelle den, gaa
med den om natten naar den skrek og saan. Hun
var lik sin mor, syntes han — og ikke nogen anden.
Han hadde Klara. Naar han var alene med
hende, inde paa kammerset deres, saa var hans sind
saa fyldt av det, at der var ikke plads til bevisst-
het om noget andet. Han kunde sitte som for-
hekset og bare glane paa konen sin — følge hende
med øinene naar hun rørte sig omkring i rummet,
nidstirre paa hende naar hun sat og saa ut av
vinduet eller syslet med noget søm som hun ingen
vei kom paa. Naar hun sat slik i ro, var det lille
skarpe ansigtet underlig dødt og sløvt under det
tunge, tatersvarte haar. Det var slapt i musklerne
allerede, de brune øinene var grumsede og dorske,
og den store blasse mund løs og utflytende. Man-
den, gutten, sat og ventet underlig aandeløst paa
at ansigtet skulde tændes og vaagne i et smil —
hun hadde pene fortænder endda, men bakom øien-
tænderne var de smaa jeksler borte, og naar hun
smilte og viste det blanke hvite bit og de sorte
huller bak, lignet hun et dyr der vil bite og æte
op — der gik som et krislende, søtt øys gjennem
gutten. Han var saa glad i hende at han var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
