Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
203
Hun liar først behandlet den i skuespillet
„De forlovede", hvor der ikke er anden
forskjel mellem Julies situation og hendes egen
end den, titelen antyder.
Som ganske ung har Julie forlovet sig
med Vilhelm Arnold, der kort efter forlovelsen
reiser bort og lader kende alene. I de tre
aar, lian er borte, vinder imidlertid hans broder
Frands kendes kjærlighed.
Da Vilhelm endelig vender tilbage, vil
han gjøre sin ret gjældende trods den følelse,
der har adskilt dem. Det sprog, lian i den
anledning fører, kar en vis lighed med de
første breve, Heiberg skrev efter modtagelsen
af ,,La lettre remarquable": „Hun har svoret
mig troskab," siger Vilhelm blandt andet;
„skulde jeg tillade, at hun blev en
menederske? Nei, liar jeg været saa ulykkelig at
miskage hende uden min brøde, saa skal
jeg-nok vide ved kjærligked og overbærelse at
føre den vildfarende tilbage paa den rette vei.
Hos ingen anden skal kun finde den
omhyggelighed, den opmærksomked som kos mig.
Jeg liar lovet at være hendes ven og
beskytter: skulde jeg nu udsætte hende for at
falde, i letsindige, fordærvede hænder, da
jeg-ved, hun skal blive lykkelig i mine arme?"
Hertil bemærker forfatterinden gjennem
sit talerør Valdorf: „Det er en egen sag at
gjøre folk lykkelige mod deres vilje."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
