Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ingen vaagnende Sangfugl kan hilse mere glad
i den dugvaade Skov den gryende Morgen,
end jeg, der dog dig kjender, mægtige Forøder!
Det var i de sidste Par Aar ofte Kaalund en stor
Sorg, at Sygdom lagde Hindringer i Vejen for hans
Produktion. Han havde saa meget, han endnu vilde have
sagt. Det stod for ham, at hans Ord kunde bringe
Lægedom til mange og særlig være hans yngre Venner til
Klarhed og Hjælp. Hans sidste, fuldt formede Digt,
«Be-kjendelse», udtrykker dette Haab, denne Trang. Følgende
Hjertesuk ikke mindre:
Du Aand, som jeg tjener, ak, giv mig Ord
for det, som herinde flammer og lyner.
Luk op for det alt, som herinde bor
»
i min Sjæl af brændende Syner.
Jeg er kun dit Redskab, saa riv mig hen,
jeg bøjer mig under dit Vingeslags Susen.
Lad mig vise det helt: jeg er Ungdommens Ven,
gjør mig stærk og besindig i Rusen.
Blandt de i Fortegnelsen opførte Digte findes ogsaa
et: «Svalerne paa Telegraftraaden». Mellem Kaalunds
Papirer laa dog kun første Vers:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
