Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
pyntet sig i blaa Silke og mange Rader Perler
om den hvite Hals. Hun var pen. En Smule
malet, men det er jo pikant. Jeg spurte Mons
om han hadde lagt Merke til det.
„Nei," sa han, „jeg har brukt saa meget svart
Sminke i min Tid, at jeg lægger ikke noget Bret
paa det.“
Halvor holdt en Tale for sine Barndomsvenner
og takket for Besøket. Han haabet de vilde gjenta
det, og da skulde han sørge for at ha bedre Tid.
„Engang faar jeg vel ogsaa begynde at ta det
med Ro,“ sa han vemodig. Jeg syntes han saa
træt ut.
Frøken Lilla sat ogsaa tilbords. Hun var
forfærdelig skuffet over at hun bare hadde faat
Abonnement B. i Teatret, og „det gaar da ved Gud ikke
an, Papa".
Papa var bedrøvet og klappet Lilla paa
Kinden, han skulde nok gjøre hende tilfreds.
Saa reiste vi hjem igjen, Mons og jeg. Vi følte
begge Skuffelse. Ikke fordi Halvor hadde været
mindre elskværdig end ventet, tvertimot — men
Prikken over „i’et“ var borte: Det naturlige i
ham var brustet. Hjertestrengen vibrerte med en
dump og anstrengt Klang.
Atter sat vi to oppe i Huset paa Toppen av
Berggaten, Mons og jeg. Messingkjelen og
Armag-nacen blev punktlig servert, og Mutter forsvandt
lydløst efter Programmet.
„Jeg synes du har det hyggeligere end
Hal-vor," sa jeg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
