Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
181
os. Naar Lyder og Halvor sa det, var det med
en Tone av Medlidenhet — „Stakkars Mons“. Jeg
for mit Vedkommende var ikke aldeles sikker paa
at Mons var at beklage, jeg syntes sandelig at jeg
selv, som Dæksgut ombord, hadde hat mere Grund
til Beklagelse, men det var jeg for stolt til
nogensinde at la mig merke med.
I Tidens Løp skrev vi litt til hverandre, men
naar vi møttes, var altid Glæden stor, og
Barndomsminderne var Baandet som holdt os sammen.
Lyder møtte jeg da han kom fra England.
Du Alverden hvor jeg syntes han var forandret.
Han optraadte med en Sikkerhet og Overlegenhet
som kunde ha støtt mig bort, hvis han ikke hadde
været saa straalende elskværdig og blid som han
altid vedblev at være.
Mons og jeg bare sat og hørte, og følte os
saa fattige. Vi var jo nødt til at slite i det
herhjemme. Han skulde til Paris nu og drog
av-sted med stort Akkreditiv fra Faren, som vilde
at hans Søn og Arvtager skulde bli en rigtig
Gentleman, hvad han som „selfmade man“ følte
var en stor Mangel! Pengene mente han kunde
gjøre det.
Før Lyder drog til Paris, blev han forlovet
med sin Barndoms Kjærlighet, Halvors Søster.
Der var Glæde og Tilfredshet paa alle Kanter.
De var unge og straalte av Livslykke, Fremtiden
laa for dem med tusen Forhaabninger.
„Det er et knakende kjækt Par,“ sa Mons
til mig, da vi stod paa Dampskibsbryggen og saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
