- Project Runeberg -  Percival Keene /
142

(1890) [MARC] Author: Frederick Marryat Translator: Thor Torgersen Blakstad - Tema: Bibliothek for de tusen hjem
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

142
kurs, saa at jeg i de sidste fire timer havde styret
mod den franske kyst.
Men uagtet jeg frøs, saa jeg dirrede, og var
udaset af at vaage og træt af at holde linerne,
hvorved skjækten styredes, følte jeg mig næsten
lykkelig ved dagens frembrud. Jeg saa ned paa
min baadfælle ; hun sov den retfærdiges søvn.
Hodet hvilte paa kurven med tobakspiberne i,
hatten var drivvaad, dens falmede baand dinglede
ned i våndet, som skyllede frem og tilbage paa
bunden af baaden, der rullede og huskede paa sig
efter bølgernes bevægelse; haaret var faldt ned
over ansigtet paa hende, saa det næsten skjulte
trækkene; jeg troede, hun var død i løbet af
natten, saa stille og aandeløs laa hun der. Bølgerne
var ikke saa stygge læcgere, som de havde været,
for høivande var atter indtraadt, og idet morgen
solen kastede sine straaler over havfladen, syntes
de samme bølger, som tog sig saa gyselige ud i
mørke, nu at danse i lystig leg.
• Jeg var sulten; jeg tog op en røgesild fra en
af kurvene og sled den istykker med tænderne.
Jeg speidede rundt til alle kanter for at se, om
der var noget skib i sigte, men der var intet at
opdage undtagen en skrigende havmaage nu og da.
Jeg forsøgte at vække min baadfælle ved at sparke
til hende med foden. Det lykkedes mig ikke at
faa hende vaagen ; men hun snudde sig om paa
ryggen, og idet haaret faldt fra ansigtet, opdagede
jeg trækkene af en ung, vakker kvinde, tilsyne
ladende ikke over nitten eller tyve aar gammel;
hun var slank og velbygget.
Ung som jeg var, tænkte jeg dog, hvilken
ynk det var, at en saadan vakker kvinde — for
vakker var hun, uordentlig og tilrakket som hun
laa der — skulde være saa skjæmmet af fylderi ;

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:38:18 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/keene90/0148.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free