- Project Runeberg -  Percival Keene /
139

(1890) [MARC] Author: Frederick Marryat Translator: Thor Torgersen Blakstad - Tema: Bibliothek for de tusen hjem
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

139
gut, hvis De kan famle dem frem; jo mere vi fyl
der i os, desto mindre ram er der for saltvand.
Naaja, altsaa; bølger og blæst er da rigtig nogle
usle dundrebasser ; de skvætter fluksens tilbage af
forskrækkelse, naar de farer bums mod et stort
skib; men naar de faar tag paa slig en liden fille
baad, jo da hopper de og vælter sig ind, som om
de var sikre paa os (her slog en bølge ind i baa
den). Javist, det var ,rette sorten af jer. Kom
bare hid, send en fillebaad tilbunds, I feige hunde,
det er bare en kvinde og en gutunge. Stakkars
Jern, han kommer nok til at savne mig noget;
men brændevinet savner han mere; jeg er forresten
lige sæl. — Lad os tåge en taar til«.
»Saa lad mig faa linerne da«, sagde jeg, da
jeg mærkede, at hun holdt paa at slipp© dem, » ellérs
kommer vi med bredsiden mod bølgerne igjen«.
Jeg tog rorlinerne fra hende og styrede baa
den, medens hun atter tyede til brændevinsblæren.
»Tag et nip til«, sagde hun, efterat hun havde
fyldt i melkemuggen, »De vil ikke’ have ondt
af det«.
Det samme tænkte jeg ; for jeg var gjennem
vaad, og vinden, slig som den hylte, gik tvers
gjennem roarv og ben paa mig. Jeg smagte lidt
paa det ligesom første gang og vedblev derpaa at
holde baaden for vinden. Søen steg værre og
værre, og skjønt jeg ikke var nogen seiler, følte
jeg mig fuldt overbevist om, at baaden ikke kunde
klare det stort længere.
Imidlertid blev konen hurtig mere og mere
drukken. Jeg forstod, hvad ende dette vilde tåge,
og bad hende øse baaden lens; det gjorde hun,
og medens hun holdt paa at øse, sang hun et
slags sørgelig vise, men vindens hyl hindrede mig
fra at skjelne ordene.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 12:38:18 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/keene90/0145.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free