Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
KAPITEL XIV.
Hvorfor holder jeg nu paa at trætte læseren
med mr. Culpepper og hans familie? Jeg ved det
ikke rigtig selv; men sikkert er det, at jeg føler
saadan lyst til at hefte mig ved hver smaating i
de begivenheder, som hændte, da jeg for første
gang styrtede mig ud paa livets hav, akkurat som
naar nøgne smaagutter staar gysende paa strand
bredden og betænker sig en stund, førend de faar
mod til at kaste sig i det unaturlige element; for
mennesker er nu alligevel ikke ænder, skjønt de
rigtignok viser sig noget i slægt med gjæs, naar
de saaledes vover sig ikast med de troløse bølger.
Døren aabnedes og jeg stod ansigt til ansigt
med fru Culpepper og datteren, arvingen, som jeg
senere opdagede, til alle mr. Culpeppers sparepenge,
der sagdes for vist at udgjøre en god slump efter
tretti aars ansættelse som provinsforvalter paa for
skjellige af hs. majestæts skibe.
Fru Culpepper var en vældig skikkelse —
hun lignede en velstoppet dyne, som staar paa
ende; kinderne var store som hvælvede suppe
tallerkener; øinene næsten ligesaa umærkelige som
paa en muldvarp, næsen dukkede saavidt op og
munden var i form af et rundt o. Det fortaltes,
at hun engang i tiden havde været en stor Devon
shire skjønhed. Tiden, som man har kaldt en for
tærende tand, havde ganske vist ikke gnavet paa
hende hidtil iallefald ; den vilde vel gjemme hende
til en godbid engang ved passende leilighed.
Hun sad i et uhyre af en lænestol, — en
almindelig stol vilde naturligvis ikke have rummet
en slig umaadelig krop. Hun reiste ikke paa sig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
