Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Da vi ryddede Skoven - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sin sædvanlige Tungefærdighed. »Hør, min rare
Ven, svarede jeg, her i Kavkasus har vi ikke
en, men mange Slags Tscherkessere. Der er nu
først dem, der lever oppe i Klippebjærgene, og
som æder Sten i Stedet for Brød. De holder
sex Alen i Højden, midt i Panden har de et
vældigt Øje, og deres Hue er gloende rød —
ligesom din, min rare Ven,« henvendte han sig
pludselig til Rekrutten, der havde en højst
mærkværdig Hue paa med rød Puld.
Denne pludselige Henvendelse kom Rekrutten
saa uventet, at han gik bagover og satte sig
ned med det samme. Han lo, saa han knap
kunde faa Vejret, dunkede sig paa Knæene og
saa’ ud, som om han skulde kvæles i Hoste og
Latter.
»Og saa er der endnu nogle Fyre oppe i
Bjærgene, sagde jeg til ham, nogle smaa
Tvillingedværge, af hvilke de største kun holder
et Kvarter i Højden. De gaar altid to og to
sammen og holder hinanden i Haanden, og saa
kiler de saa gesvindt afsted, at man ikke kan
hale ind paa dem, selv om man sidder paa den
hurtigste Hest. — Hvad for noget, min rare
Ven? spurgte Fæet mig, er de da født med at
holde hinanden i Haanden? — Ja, sagde jeg,
saadan er de skabt fra Naturen af, og river du
deres Hænder fra hinanden, kommer der Blod,
akkurat som paa Kineserens Hoved, naar du
tager Hatten af ham. — Ja men sig mig, min
rare Ven, sagde han saa, hvad gjør de egentlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
