Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han bare smaalo og saa paa dem, tydelig
meget interesseret:
„Aa guta, guta, — ja dokker e’ dokker
sjelv like, korhelst en saa træffer dokker!“
Saa kom adjunkten tilbage med rektor,
og det blev dødsstille. Rektor var
overordentlig alvorlig.
„Goddag! Det e’ vel dæ, dem kalla for
rektoren, meine æg?“
„Ja—a, det er mig det;“ — det skalv i
alvorligheden om rektors strenge mund, og
det var, ligesom han ikke rigtig kunde se hen
til de lattersprængte gutter.
„De vil have Kristen Kjelstrup med Dem
straks?“
„Ja—ha! Det var meininga det. For
frua vilde no absolut ha guten heim til
julekvelden, som rimeligt kunde væra; ja, du har
vel barn sjelv, du, saa gammal du e’, — saa
du skjønne vel sligt bættre end æg.“
„Hm, hm!“ — rektor maatte skyndsomt
tage sig nogle slag opover gulvet, mens haanden
for ham febrilsk over de gjenstridige
alvorsmuskler; — han stansede ved vinduet og
saa ud. Adjunkten havde vendt sig mod
tavlen; nede imellem gutterne lød af og til et
latterhikst, forgjæves tilbageholdt med knib i
næsen og lommetørklædet i munden. Ved
vinduet stirrede et par forventningsspændte
øine paa rektor.
„Hm — hm!“ — det lod til, som rektor
var i sterke tvil —; „hm, hm!“ Saa vendte
han sig pludselig braat om til Kristen:
„Kjære, har du ikke pakket bøgerne
sammen engang? Du hører jo, det haster;
ellers faar ikke mor dig hjem til juleaften!“
„Faar — faar jeg lov da?“ — — —
„Du maa skynde dig og ikke lade manden
vente!“
Rektor vendte sig atter til oljemanden:
„De har vel en svær tur sydover til
Storviken?“
„Haa—nei, stakkar, sørover e’ det no
ikje saa farlegt, med denne vinden da.“
Rektor havde det merkelig travlt med
munden og benene.
„Hør, gutter,“ sagde han med ét til hele
klassen, „synes I som jeg, saa slutter vi
skolen allesammen med det samme. Saa kan
I følge Kristen ombord.“
Naa — der blev leven! Som lyn forsvandt
alle hovederne under pulterne, det ramlede i
bøger og penaler, penneskafter, ransler og
remme.
„Farvel da, Kristen! Hils far og mor fra
mig og glædelig jul! Farvel, min gode mand,
lykkelig reise og glædelig jul! Farvel, gutter,
glædelig jul allesammen!“
Lidt efter strømmede 6te middel ned med
bøgerne under armen, nedover skolebakken,
forbi posthuset — med Kjelstrup i Storvikens
nye dreng imellem sig; sydvesten ragede høit
op over alle huerne, og de svære sjøstøvler
slubrede frem med to gange saa lange skridt
som de trippende bukseben. Men herude
paa gaden var tonen bleven en hel anden; —
her var hverken fnisen eller papirkugler, nei
da; de kyndigste bemerkninger og de
alvorligste spørgsmaal om strømsætning og
vindretning, og Kjelstrup sin nye dreng svarte og
fortalte. Nede ved bankhjørnet skiltes flokken,
— Kristen og drengen nedover til bryggen, de
andre rundt i byen. Der blev en næverysting,
saa gutterne kjendte drengetaget i fingrene
helt til kvelds, og saa „farvel og glædelig jul!“
„Tak i lige maade!“ raabte Kristen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
