Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men var som sedvanligt mødt op med sin
kolde, overlegne dronningmine.
«For en sød liden spurv!» sagde lille
Hildegun.
«Ja — men det er rigtignok ogsaa en
forhekset prins,» svarte jeg.
«Nei, tænk!» raabte hun. Og havde
hun ikke sat store øine før, saa gjorde
hun det nu. For her havde jeg ført hende
ind paa kjendt mark; jeg har aldrig truffet
mage til barn saa forslugent efter eventyr;
hun persede mig til at fortælle i tide og
utide, og naar jeg endelig maatte sige stop,
kunde hun blive saa uartig — aa, saa
uartig!
«Hvad heder han?» hviskede hun.
«Pip — pip,» sagde det i æsken henne
paa bordet.
»Der kan du høre, han svarer selv.»
«Jeg syntes, han sagde pip-pip, jeg?»
«Ja, saa heder han Pip-pip da, kan
du skjønne.»
* *
*
Prins Pip-pip var ikke i humør den
dag tilende. Han vilde ikke smage den
mindste smule mad, endda jeg diskede op
med sukker og napoleonskager og meget
andet godt. Lidt vand i en theske var
det eneste, jeg fik listet ham ind i nebbet.
Tidlig næste morgen vækkedes jeg
ved den skarpe lyd af hans triste,
utrættelige «pip». Jeg var i en fart fremme af
sengen og bød ham af, hvad huset
formaaede. Og nu varede det ikke længe,
før han tog for sig med en appetit, som
intet lod tilbage at ønske. Det var
tydeligt, at han snart befandt sig i bedste
velgaaende, stemmen blev munter og frisk
og hele fyren kvikkere. Men først om
ettermiddagen dristede han sig op af æsken;
han hoppede bortover bordet, vippede med
stjerten, strakte og dukkede sig, satte sig
saa hen paa bordkanten og gav sig i god
ro og mag til at pudse fjærene sine.
Flyve orkede han dog endnu ikke;
ved det første forsøg klaskede han bent i
gulvet. Det varede mindst en uge, før
han tilgavns fik nytte af vingerne. Han
gik forresten noksaa forsigtig tilverks; jeg
husker, hvorledes han kunde sidde og vippe
og vippe, naar det gjaldt at vove en
udflugt som hen paa vaskevandsstolen eller
bort i vinduskarmen. Omsider var dog
ikke engang selve kakkelovnsrøret ham
for høit.
Vindusruder var noget, der i
førstningen laa udenfor Pip-pips begreb; han
fløi flere gange lige bums paa og tumlede
ned i karmen, hvor han gav sig til at reise
fjærene, ryste sig og pikke paa glasset —
som i arrig forbauselse over den uventede
hindring.
— Endda der som regel var det
bedste kameratskab mellem os to, saa kan
det dog ikke negtes, at han ofte blev mig
en temmelig brydsom husfelle. Jeg
snakker ikke om alle de mindre prydelige
visitkort, han overalt efterlod sig, hvor han i
dagens løb aflagde besøg — paa bøger og
møbler. Men han vilde — som en anden
forkjælet unge — blive stelt med og
dægget for, og naar saa jeg var optagen med
læsningen, blev han ligefrem uartig; han
fløi mig uden videre op i hovedet og gav
sig til at sparke som besat. Da maatte
han gjerne i skammekrogen; — jeg lagde
straahatten min paa bordet og puttede
knegten under. For et leven han holdt der
inde! — men løs slåp han ikke, før han
blev artig og stille. Med det samme jeg
saa løftede hattebremmen, vips var han
oppe paa det øverste af kakkelovnsrøret,
sad der smaamukkende og furtede, — til
jeg pludselig igjen havde ham oppe i
haaret. — Jagten var Pip-pips største lidenskab.
Havde en flue været saa ulykkelig at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Dec 20 20:44:19 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/julegodter/0025.html
