Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sint, rusken,» hviskede Einar. Men saa
var ikke rypesteggen sint, som sad og
saa paa dem, da de vel var komne op
gjennem smaakrattet til fjeldbremmen.
«Tag dem bare, tag dem bare!» skreg
den, da den tog til vingerne og fløi høiere
op i stenuren.
Jæger og hund var nu oppe paa
fjeldbrunen, hvor de smaa planters brogede
farvepragt, hist og her isprængt lysegule
striber af den krybende dvergbirks blade,
havde afløst skogliens mer storslagne
høstlige skjønhed. Fjeldmelbærplanten
dækkede store partier af fjeldknauserne, og
dens blade, der just befandt sig i
overgangen til sin mørkerøde farve, klædte
dem i purpur. Op gjennem al denne
farvepragt stak kræklingtuerne sine
bærklaser, bjørnens mad, naar den ikke har nogen
bedre lækkerbisken, som lammeskrotter
og lignende gjestebudsmad, at gribe til.
«Der er bær nok for dem heroppe
…….»
Længer kom ikke Einar i sin
betragtning, da Burman pludselig reiste hoved
og hals og tog til at veire ret fremover.
Einar skyndte sig med at faa
krudhornet frem og helde krud i panden.
Burman drog i baandet og vilde frem.
Einar prøvede paany med strydotten. Det
var næsten stille.
«Det var da ærgerligt, at det skulde
være saa vindstilt saa høit oppe idag,»
mumlede han. «Men det lille, som er,
har vi ialfald mod os.»
Burman blev stridere i at trække
fremover.
«Du skal se, de er paa veien over
kammen,» tænkte Einar. «Det er snaut
heroppe, det er bedst at se sig for.»
Han drog sig lidt tilbage og bandt
Burman i en birkekvist. «Læg dig,» hviskede
han. Burman lystrede straks parolen;
med ørene stivt opadvendte stirrede den
i den samme retning, hvor den nys vilde
frem. Haarene reiste sig paa ryggen
nedover den. «De er ikke langt borte,»
tænkte Einar.
Han tog en omvei, saa han var skjult
af bakkekanten, og sneg sig frem et
skudmaal eller to. Der endte bakkekanten i
en fjeldknart med mange smaa og enkelte
store stene paa. En af de sidste laa helt
ud mod styrtningen. Bag den krøb Einar
frem, indtil han tog i stenen. Saa reiste
han sig sagte, bøiede sig ned igjen for
at lægge fra sig huen, reiste sig atter,
fik hovedet over stenen, men trak det
skyndsomt tilbage. Han lagde sig derpaa,
saa lang han var, bag stenen og holdt
udkig langs siden af den.
Han havde gjettet ganske rigtig,
bjørnene var paa vei over kammen, og
der kom de begge to ruslende over
fjeldbrunen midt mod fjeldknarten, som Einar
laa paa. Ungen kom foran; begge to
jafsede de i sig kræklingbær for hvert
skridt, de tog.
«Nu maa du ulyste dig,» tænkte vist
bamsemor, hun satte sig paa en tue og
vendte paa hovedet lidt, snart hid, snart
did, eftersom ungen hendes vimsede omkring
efter kræklingen.
Men han Einar, som laa bag om stenen,
gjorde sig ferdig til skud. Det var ikke
længer, end det gik an, tænkte han; huen
sin lagde han under mundingen, tog godt
sigte paa brystet, som binnen vendte mod
ham, og trykkede løs.
I det samme skuddet faldt, saa Einar
intet for røgen, men han reiste sig og rev
krudhornet op for at lade igjen saa hurtig
som muligt. Han hørte et skrig, mens
han heldte krud i, og da han gjennem de
sidste røgtafser saa henover fjeldbrunen,
blev han først var binnen, som slog
omkring sig med høire labben, derpaa ungen,
som var i fuldt firsprang bortover heien.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
