Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
13
«Jag sauerne ind, Mads, og kom saa
og faa dig mad. Skynd dig, ellers ræker
de udover hele volden. Gamlevæderen
er alt helt nede ved skigaren.»
Mads paa farten igjen. «Du tror vel,
du skal fly, som du vil, nu, ranglefanten,
da han Burman ikke er her.»
Gamlevæderen var vant til knubord og brød sig
aldrig et grand om dem. Men Burman,
hunden til Einar Stupet, var den ræd.
Burman forstod ikke spøg, han. «Vil du,
vil du! Vil du bare ind med dig,
trassigbokken!» raabte Mads igjen. «Vil du,
troldet!»
Endelig var «trassigbokken» ogsaa
inde og Mads ved grødfadet. Fagerros
først, siden alle de andre — de kjendte
turen, gjorde de, allesammen —, bort kom
de til Gudrun, som sad paa melkekrakken
for at lægge den sidste haand paa
dagverket.
Tusmørket sank lidt efter lidt over
Øjingen og sæteren; den svagere og
svagere solrand trak sig opover den øverste
fjeldskraaning, kun de nøgne koller der
høit oppe laa endnu i det fulde sollys.
Alt var stille i naturen mod aftenens hvile;
paa sætervangen hørtes kun melkens rislen
og det svage klunk, nåar bjeldkoen rørte
sig. Selv lommen derude paa vandet, en
ensom efternøler, nænnede ikke at
forstyrre naturens ro; ellers skreg den stygt
nok, men nu laa den der saa stille, den
frydede sig kanske over det svage
gjenskin af det hvide bryst i det dunkle
vandspeil. Velsignede Norge, hvor vakker du
dog er, og hvor lidet mange af dine børn
forstaar din skjønhed!
Der var fred over landskabet; men
fredsforstyrrerne var ikke langt borte.
Kom hun ikke labbendes over fjeldbrunen
deroppe, bamsemor, med fjorungen sin.
Hun havde været fremme paa
Rognlisæteren i nabobygden natten iforveien. Men
der havde «Krigsmand», buhunden, sat
ben baade under hende og ungen. Det
gik fort med dem, kanhænde, den vei, de
kom fra. — Hun satte sig og lyttede ….
nei, der var ingen hund at høre dernede.
Ungen vilde afsted; hun gav den en dask,
saa det smaldt. «Vent, til det bliver
mørkt, saa skal du faa dig et lam at gnaule
paa,» mente hun. Med tolv mands styrke
og ti mands vet var det en smal sag at
give sig i kast med sauerne hendes Gudrun,
nåar Burman laa og snorkede i peiskrogen
nede i Stupet. Det lakkede mod vinteren,
og naar en skal ligge madløs i hiet hele
vinteren over, trænges der kjød paa
sidebenene, maa vide.
Mørkt blev det. Gudrun og Mads
laa i dyb søvn i hver sin brisk i sælet.
Da begyndte sauerne pludselig at ramle
borte i fjøset. De sprang frem og tilbage
mellem væggene og brægede i kor. Nu
reiste de sig i nabofjøset ogsaa, først
storoksen, saa Fagerros, og saa alle de
andre. Sauerne brægede, storfeet rautede.
«Bum, bum ……» Binnen
daskede til døren paa sauefjøset. Ungen
hendes kløv op paa taget, men det vilde
«hun mor sjøl» ikke vide noget af, hun
gav den en klask, saa den storskreg …
«Bum, bum ….»
«Mads, hører du, Mads, hvad er der
paafærde i fjøset ….»
Mads snorkede.
«Bum, bum …»
Op sprang Gudrun, rev paa sig
stakken, fór bort til gruen, hvor endnu ilden
smaabrandt, blæste den op i lue …
«Bum, bum …» Bjørnen derude
lagde til fjøsdøren, saa den knagede.
«Gud trøste og bedre mig, tror jeg
ikke, det er udyr, som vil ind til sauerne.
— Mads, Mads — ,» hun sprang bort til
brisken hans og drog ham i armen —
«Mads, vil du vaagne, dovendyret …»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
