Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXXI - XXXXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220
Knittrende Flammer omgav os, det var som om en
uhyre Blæsebælg pustede til den underjordiske Ild. Is-
lærcderens Ansigt viste sig endnu en Gang for mig som
oplyst as en voldsom Jldebrand, og jeg havde samme
skrækkelige Følelse som den, der maatte gribe de til
Døden dømte Forbrydere, der bleve fastbundne foran
en Kanonmunding og ventede paa Skuddet, som skulde
sprede deres Lemmer for alle Vinde.
xxxle
Da jeg igjen kom til mig selv, følte jeg mig gre-
bet i Bæltet af Hans, som med den anden Haand
hjalp Onkel. Jeg var ikke haardt saaret men følte
snarere Værk og Brud i alle Lemmer og laa paa
Skraaningen af en Bakke neppe 2 Skridt fra et Svælg,
hvori jeg let kunde styrte ned ved den mindste Bevæ-
gelse. Hans havde saaledes reddet mit Liv, medens
jeg laa og væltede mig paa Kanten af Krateret.
»Hvor ere vi?« spurgte jeg Onkel, som syntes at
være meget ærgerlig over atter at befinde sig paa
Jorden-
Jslænderen trak paa Skuldrene som Tegn paa sin
Uvidenhed.
»Ere vi paa Jsland?« vedblev jeg.
»Nei!« svarede Hans.
»Hvadl siger Du Nei?« raabte Onkel.
»Hans tager Feill« sagde jeg, idet jeg reiste
mig op.
Efter Reisens mange forbausende Hændelfer var
der endnu forbeholdt os en stor Overraskelse. Jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
