Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
udenpaa sig, vi vare omgivne af den indre Granit-
masse.
Vi traf ikke paa nogen Kilde, og jeg led forfærde-
ligt af Tørst. Jeg kjæmpede imidlertid mod disse
Lidelser for ikke at tvinge Onkel til at standse, hvilket
for ham vilde være Naadestødet, thi Dagen endte og
med den hans sidste Haab. Tilsidst forlod Kræfterne
mig, jeg sank om og udstødte et Skrig.
»Hjælp! Jeg dør!« raabte jeg.
Onkel ilede hen til mig, betragtede mig med kors-
lagte Arme, og idet han fortvivlet slog sig for Panden,
hørte jeg ham mumle:
»Alt er forbi!«
Mere hørte jeg ikke, thi jeg tabte Bevidstheden.
Da jeg atter kom til mig selv, faa jeg, at mine
to Reifefæller laa ubevægelige, indhyllede i deres Tæpper.
Hvorvidt de sov eller ikke, kunde jeg ikke opdage, men
hvad mig selv angik, saa var det mig umuligt at faa
et eneste Øiebliks Blund paa Grund af mine ulidelige
Kvaler. Onkels sidste Ord: »Alt er forbi!« gjenlød
uophørligt i mine Øren, og jeg maatte erkjende Sand-
heden af dem, thi i vor nuværende Svaghedstilstand
var det umuligt at tænke paa at kunne naa Jordens
Overflade. Vi befandt os nu 172 Mil under denne,
og jeg syntes at føle hele den mellemliggende Masses
uhyre Vægt tynge paa mig. Jeg var aldeles sønder-
knust i alle Lemmer, og det kostede mig overordentlige
Anstrængelser at vende mig om paa mit haarde Granit-
leie. Saaledes henrandt nogle Timer, i hvilke den
dybeste Stilhed herskede rundt om os. Da forekom det
mig midt i min Døs, som om jeg hørte en svag Larm,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
