Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Del - Enden paa Ærgrelserne - II. Ingen kan undgaa sin Skæbne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
621
»Hvordan falder det Dig ind?« — spurgte jeg.
»Det er ikke noget Indfald, men slet og ret en
Iagttagelse. Hun kan med al sin Høflighed ikke
skjule, at hun er skinsyg paa mig!« — svarede hun.
Og der er mange Smaating, som tyder paa, at
hun har Ret. Her er derfor en ganske anderledes
Fare, end den min Ven Wimmer bukkede under for.
Jeg maa selv tilstaa, at det vilde være et saa
fornuftigt Parti, som muligt, hvis jeg valgte hende, og
hvem véd, om det ikke til Sidst kan lykkes hende
at faa mig til at forveksle Raisonnement og
Inklination?
Det vil jeg ikke!
Det kan tilgives, at man begaar et daarekistegalt
Inklinationsparti, ti Forelskelsen, der har fremkaldt
Galskaben, er jo en Sygdom, og Sygdom er hver
Mands Herre, men naar man uden at være forelsket
— og jeg bliver aldrig forelsket i Fru Elmelund —
skulde gaa hen og gøre et ufornuftigt Fornuftparti,
det vilde være for galt.
Nej — Tærningerne er kastede!
Jeg følger Malms Raad. Disse
Ægteskabs-ængstelser titter mig i Møde fra hver Krog og til
enhver Tid. Der er ikke Andet for end at rejse fra
dem. I Morgen — nej til Foraaret — lader jeg Fru
Elmelund pakke min Kuffert.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
