Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Del - Gode Venner og Godtfolk - Min Pollux
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
326
en Gang sine vældige Hænder paa mine Skuldre og
udbrød med synlig Rørelse:
»Tænk, sikken en Guds Lykke, at mine Næver
inte sad saa løst i Aften, som de gør til sine Tider!«
Svanebæks Genistreger blev mere og mere
udskejende fra den Dag, da han fik Lov at leve paa
egen Haand uden nogen prosaisk Plageaand. Hvert
Øjeblik spurgte Folk mig: »Hvad siger De til Deres
Vens sidste Genistreg?« — og naar man saa fortalte
mig den, viste det sig altid, at man havde ment: hans
nyeste Skandale. Inden et Par Aar var gaaet, havde
han bragt det saa vidt, at han selv betragtede det
som enstydigt at være genial og at gøre Skandaler, og
mærkeligt nok, jo mere berygtet han gjorde sig, jo
større Medfølelse fik Verden for ham. Hver Gang han
gav Sladderkolportørerne et nyt Tema at variere,
ytrede de altid deres Taknemlighed ved at tilføje:
»Ja, det er stor Synd, at det begavede Menneske
saadan skal gaa til Grunde.« For at vise deres
Upartiskhed gav de saa et lille »Man siger« i Tilgift
om det glimrende store Digt, som han næsten havde
færdigt — og ikke sjælden hørte man til sidst en af
de Allerfrommeste, der naturligvis selv havde vogtet
sig vel for at gøre hans Bekendtskab, tilføje som
Moralen af Historien: »Det er naturligvis daarlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
