Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Del - Gode Venner og Godtfolk - Min Pollux
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302
— Du glemmer, at der er Noget man kalder
licentia poetica.
— Nej! Men Du glemmer, at Uredelighed er
Uredelighed, hvad enten den slaar ud i Vers eller i
Prosa. Punktum!
Dermed var den Samtale forbi, men Felttoget blev
naturligvis fortsat.
Leopold blev snart Potte og Pande derovre. Han
sang Romancer, spillede firhændige Stykker og læste
Digte, alt paa Melodi af »den Eneste«, og
kommenterede stadig Ord og Toner med disse Blikke, der
hverken kan misforstaas af Modtagerinden eller siden
efter fremlægges som Bevis mod Afsenderen, men som
skiftevis satte de to unge Pigers Adresse paa de ømme
Sætninger. Moderen ydede han dog sin varmeste og
mest iøjefaldende Hyldning, og han vidste godt, hvad
han gjorde. Hun var endnu en særdeles smuk Dame,
der stod lige paa Grænsen mellem Elskværdighedens og
Ærværdighedens Alder — netop paa det Punkt, hvor
Damerne med størst Tryghed og størst Paaskønnelse
plejer at lytte til et ungt Menneskes Beundringsudbrud
— og kunde følgelig smile over hans »Barnagtigheder«
og ryste paa sine rige graasprængte Lokker, naar
han paa sin frimodige Maade tabte sig i Henrykkelse
over hendes ubestridelig regelrette og dog udtryksfulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
