Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Del - Familieærgrelser - VI. Frændskab. »Fru Landsskræk«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172
»Kalder Du det en Hilsen?« raabte jeg efter ham.
Da aabnedes Dørsprækken igen. Det lille
Krølhoved viste sig i Aabningen.
»Bedstemoder har sagt, at jeg aldrig mere
maa kalde Dig for »Gamle«« — hviskede han
saa sagte, han kunde.
Dermed slog han Salsdøren i og løb
sin Vej.
Hvad skulde det betyde?
Nu gik Korridordøren op. Det var
Vandkaraflen, der kom ind, baaren af Stine, den
nye Pige — et Mønsterbillede af en nymodens
københavnsk Pernille. Idet hun gik med Vandflasken
gennem Stuen, løftede hun ikke Øjnene op fra den,
men bar den hen paa Bordet med samme Forsigtighed,
som om det havde været en svimlende fuld Tekop.
Ved Bordet blev hun staaende en Stund og puslede
med Vandglasset og mine Lysestager, der aldeles ikke
behøvede at flyttes, og greb her Lejligheden til i Ro
og Mag at holde Mønstring over min Person i Spejlet.
Optiken lod imidlertid til at være hende en aldeles
fremmed Videnskab. Det var aabenbart, at hun slet
ikke tænkte sig den Mulighed, at jeg kunde se hendes
Ansigt lige saa godt, som hun saa mit i Spejlet. Hun
gav mig derfor god Tid til at observere de vekslende
Udtryk i hendes Minespil: først en forventningsfuld
Nysgærrighed — saa en Studsen, som om hun ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
