Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 23. Fra mors liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
trin. Hun førte selv et streDgt og pligtopfyldende liv og søgte af
yderste evne at verge sine børn mod alt ondt og bolde dem borte fra slet
selskab og fra de urette veie. Men overfor dem, der havde feilet, havde
hun altid tilgivelse, hjælp og de forsonlige ord, som ingen har saa saare
behov som disse. Og hendes livs førelse, baade i de yngste og i de
ældre aar, gik da ogsaa saaledes, at hun fik brug for et overbærende
og tilgivende sind.
Et par træk fra forholdet mor og mig imellem vil jeg h r
indlage. Engang jeg var ganske liden, en dag kort før jul, da de slagtede
griser, sagde jeg: „Hør, hvor de skriger, de svina," jeg sku’de være
kar og gjentog noget, jeg li vde hørt af andre. Det var ude paa
g.iards-pladsen, og mor, som var i næi heden, trak mig lidt tilside og sagde
ganske lavt og stilfærdig til mig: „De har liv, grisene ogsaa, John, og
det er vondt at dø for dem ogsaa". Hvor dog et saadant kjærligt ord
paa rette sted rækker langt og har blivende betydning f<>r livet Der
faldt saadan underlig stilhed over mig den»ang og fulgtes af det varme
hjertes bløde følelser, og hvor ofte har ikke disse mors milde ord hin
fjerne vintermorgen lydt lor mine øren og hendes sagtmodige skikkelse
tittet paa mig som et par gode øine og jaget tilbage haardhjertet
tankeløshed, som har villet op — det være sig overfor dyr eller mennesker —
og banet plads for din store humane verdenskjærliglied, der favner alt
og alle i forstaaelsesfuld medfølelse.
En lørdagalten om vinteren kom en halvvoksen fingut til Utheim
og flk ligge der om natten. Vi havde hjemme en bog paa vers om de
norske fjeldlappers sæder, skikke o. s. v. „at Petter Dass", som der
stod paa titelbladet; men det er falskt, et boghand’.ertif, for bogen er af
den i 1763 afdøde sogneprest, til Akerø Hans Friis. Denne bog var
en tid min mest yndede læsning, og finguttens besøg den dagen var en
jubel for mig, som spurgte og snakkede, jeg var vei dengang 7 a 8 aar
gammel. Men bagefter kom jeg til at tænke paa, at jeg vidste mer end
han, for jeg vid^e, hvad der sto 1 i bogen, saa det blev mest mig, som
fortalte. Søndag var der o vei høring paa Folland, han b!ev med did,
og jeg fulgte trut med op og ned. Jeg vildj absolut have ham med
hjem igjen; men han Vilde ikke, han kom søndenfra og skulde nordover,
og han sagde, at min mor og far vei ikke vilde like det. Jo, da, han
maatte endelig være med, og med blev han da. Men dette likte nok ikke
mor. „Kommer du igjen da?" sagde hun, forresten venlig og lod ham
spise sammen med mig; men bagelter saa gik han, saa der blev ikke
mere hyggeligt prat dengang. Men jeg var lidt flad og syntes, dette var
svært leit.
Min foretagsomhed ved en anden anledning fra nnne alleryngste
aar løb uheldigere af. En omreisende, lidt ældre mand havde en flad
hue, saakaldet „tallekhue", som jeg syntes var svært gild, og jeg byttede
til mig denne for m’n n)e hue og syntes, jeg havde gjo:t en groin
forretning Men dengang blev mor vond, gav Onde ord og sendte et par
karer afsted med baaden og indhentede den fremmede kar i
Laavosun-det, saa min handel gik overstyr.
Fn anden gang husker jeg ogsaa, mor blev heftig; men det var
nu ikke paa mig. Fattiggutterne rundt om pleiede at faa laane voro
klæder, naar de skulde i kirken, ja det var vei ikke egentlig fattiggulter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
