Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
31
Maaltid, som vi havde bestemt os at nyde i den nærliggende
Pinje-skog. Vor Ankomst vakte ufortjent Opmærksomhed. Der samlede
sig — stille, som voksede de op af Jorden — nogle Mænd og
Kvinder af et lidet hyggeligt Udseende og med paafaldende graadige
Træk, og uagtet vi var tre Nordmænd lra Norge, følte vi os lettet,
da vi med vort Bytte kunde i god Orden trække os ud af den
befæstede Stad.
Der var rleiligt derinde i Pinjeskogen. Summende Vnrmp, men
saa stille og skyggefuldt, og saa lugtede det saa hjemligt af Harpiks
og Naaler ganske som en Sommerdag i Granskogene. Og Maaltidet
var fornøjeligt. Jonas Lie var i straalende Humør, han fortalte
sine bedste Historier eller laa og fantaserede som en Musiker over
snart et, snart et andet Tema, hentet fra Syd og Nord, fra Solen
og Nordpolen — som lians Vane var, naar han befandt sig vel.
Saa lod det: „Mod Havet stunder jeg, ja mod Havet" — — det
var Jonas Lie, som kommanderede Opbrud. Vi havde nemlig et
godt Stykke Vej for os, før vi naadde helt ud i Havstokken.
Først førte den gamle antike Vej i snorlig Linje og med sin
uslidelige Brolægning et langt Stykke gjennem Pinjeskogen, indtil
Sandbankerne begyndte. Det havde gaaet raskt under Skyggen af
de bred kronede Pinjer — værre blev det, da vi kom ud i Solstegen
og maatte stavre i den løse Sand, Banke op og Banke ned.
Hver-gang vi kom op paa Toppen af en af disse runde Dyner, trodde
vi at ha Havet lor os i hele dets Majestæt. Men der var altid en
igjen, og atter en, saa det gjaldt at være „havkjær", for at holde
det gaaende i den glohede Sand. Pludselig hørte vi Bruset af
Sudraget paa den flade Strand, der altsaa ikke kunde være langt
borte. Men medens vi andre tog Hvile i den glade Bevidsthed, at
Maalet var nær, tog Jonas Lie Syvmilestøvler paa og la ivej, som
om der hverken var gloiied Sand eller glohed Sol.
En Stund efter ruslede vi andre videre, og endelig stod vi
paa den sidste Banke med Middelhavet skinnende foran os.
Jonas Lie stod allerede nede i Fjæren, yderst ude, hvor
Dønningerne pludselig rejste sig som glasgrønne Hvælv og elterpaa
fossede indover den flade Strand med lange Skumstriber. Da jeg
kom ned til ham, saa jeg, at han drak Sjøvand af sin hule Haand.
„Trænger du det ogsaa indvendig?" — spurgte jeg.
„Aa det er dejligt" — svarte han og slubrede i sig — „dejligt,
prøv bare."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
