- Project Runeberg -  Jonas Lie. Et festskrift i anledning af hans 60-aarige fødselsdag udgivet af "Samtiden" /
16

(1893) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

16

ilendes Omgangskreds spurgte efter, hvis energiske Viljekraft, cte
trode paa, og hvis ubetingede Rettænkethed og rigtige Don» de
stolte paa. Med sin stille Personlighed fik hun Venner og
Veninder, der hang ved hende gjennem hele Livet helt fra de
Barnedage, da hun var den, som blev valgt til at dele Godter og Rærene.

Hun sværmede for sin begavede Far, Prokurator paa Kongsvinger,
Michael Lie, der bl. a. oiede et Talent til at fortælle eiendommelig
varmt og fængslende. For at faa høre ham berette sad hun og
Sødskendéné olie oppe og vaagede og ventede i Spamding paa hans
Hjemkomst fra Keisei til langt udover Natten.

Og fra ham, — Lerches og A. B. Stabelis Ven, — arvede
hun sit Sværmeri for Wergeland. Ole Bull og den demokratiske
Opfatning.

* *

*



Det var, da jeg udover Aaret 1870 havde arbeidet paa min
første Bog: „Den Fremsynte" og sent paa Hø3ten var biet færdig.
Der var ikke lette Tider for os da; og meget afhang af den Bog,
om det skulde lysne.

Og nu, don Eftermiddag, skulde jeg da, medens de andre var
ude, læse uiit Opus op for hende.

Hun havde meget Stræv med et vidtløftigt Hus og laa og hvilte
og hørte paa.

Hvad jeg selv tænkte, ved jeg ikke, - jeg var en høist lidet
literært eller æsthetisk udviklet Mand, der sad inde med nogenslags
ubevidst Kulsviertro; — men min Tilhørerske forblev taus, hele
Tiden stum, ikke en Stavelse.

Det var nok saa langt at læse og mange Nordlandseventyr at
vade ud i og igjennem, som siden blev bortskaarnc. Jeg ventede
og ventede, og for mit Vedkommende steg Spændingen ubetinget
paa Virkningen . . .

Da jeg saa naade til den Scene, hvor Susanne dør, — kommer
hort. under Baaden, — reiste hun sig pludselig med et forunderlig
lykkeligt Skjær i Øinene og udbrød:

„Men dette er jo stort!"

Og paa det Ord af hende ved jeg, at jeg ansaa Sagen for
afgjort. Jeg var endnu total erfaringsløs om Farer og Tilfældigheder
for et literært Værk.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:35:55 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/jlie60aar/0020.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free