Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 225 —
— Jei vil svært gjerne faa slippe aa ro mer, sier
saa Gaarder til mei —jei har faat en byll under
armen som gjør noksaa ont.
Jei kan ikke svare, bare nikker til ham, og ror
afsted utover bugten me sammensnøret hjerte —:
hun er ikke gla i mei mere!... jei maatte kunnet
se det paa hennes ansikt da hun kom...
Ogbaaten svinger om odden og sydover bærer det
igjen, utover mot Emmestad, hen over det stille
blanke vann... Glae og muntre sitter de og
snakker og ler der agter de to, mens jei bare stirrer
sykt bort paa hennes ansikt og ror og ror me
fortvilelse i hjerte—hun er ikke gla i mei mer, alt er
forbi, hva skal der bli a mei...
–Saa sitter vi ute i Jensines have under de
hvit-blomstrete moreltræerne, og drikker absinth.
Luften er biet mere og mere mørk, det skumrer
stærkt derinne under træerne hvor vi sitter, og en
underli dump stilhet hersker runt omkring, som
foran et uvejr. Men mitt i den dumpe lydløse stilhet
klinger hennes lyse rene stemme og hennes friske
klare latter saa sorgløst munter og frejdi ut i
luften, som om alting i verden var bare lykke og
glæde — og Gaarder snakker og lér me, full af
sorgløs ongdom og livslyst han ossaa. Bare jei sitter
der me sykt sammenklemt hjerte og aarker ikke
lé me, og sier ikke noe større. Forfærdeli snill og
venli har hun vært mot mei like siden hun kom ;
strax vi kom herut sat hun sei her ve siden a mei
og har sittet der hele tiden siden ; og ret som det
13.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
