Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
Brun o. fl. begyndte i forrige aarhundrede at
behandle emner af denne oldtid i digterisk form.
Ewald skrev sine sagnhistoriske skuespil, Suhm
sine historiske fortællinger og Nordahl Brun sin
tragedie «Einer Tambeskjelver». Der var imidlertid,
lidet eller intet af det gamle Norden i disse
frembringelser; hverken stilen eller aanden var
gammelnordisk.’ Brun’s Einer Tambeskjelver filosoferer
over fredens velsignelser som en filantrop fra
oplysningsperioden, Ewald’s Balder deklamerer
om Sin ulykkelige kjærlighed, som om han var
helten i en af Englands borgerlige romaner fra
datiden, og historikeren Suhm er ikke et haar
bedre med hensyn til historisk kolorit. I denne
som i saa mange andre henseender betegnede
Oehlenschläger^ historiske tragedier fra
aarhundredets begyndelse et storartet fremskridt.
Her var der virkelig noget af gammelnordisk
aand og gammelnordisk kraft, og samtidens mænd
af den gamle skole fandt da ogsaa, at det var
formeget af det gode, og folte sig stødt over
tonens mangefpaa slebethed. Og dog var ogsaa
her præget altfor modernt, altfor blødt; der var
altfor megen dannelse og altfor lidet vildskab
over disse gamle slagsbrødre, saaledes som
Oehlenschläger fremstillede dem. Da Ibsen’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
