Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LYRIKEREN
Dryden har altid gjerne villet forsøke sig som
lyriker, og har dyrket baade de enkle former, og de
mere kompliserte, som dengang var paa moden. Baade
hans mindedigt over Cromwell, og hans hyldestdigte
til Karl den 2den maa jo karakteriseres som lyrik,
selvom vi nu idag har vanskelig ved at finde det
lyriske, det stemningsbevægede grundlag for dem.
Gjennem de aarene da Dryden arbeidet som
dramatiker og kritiker, fortsatte han sin lyriske
produktion. Men hans sans for den store, orchestrale
virkning finder allikevel ikke frem til hans lyriske digtning
i denne tiden; den har formet de høit spændte utbrudd
i helteskuespillet. Mot disse store utbruddene virker
hans egentlige lyrik fra samme tid tam og spæd; det
er praktisk talt bare en eneste liten genre av lyrik,
som han dyrker, visen: Dryden kan lave elskovs- og
hyrdescener i rokoko-maner, smaa, fine,
porselæns-agtige digte, og slike finder vi spredt rundt om i hans
produktion, i komedier som i tragedier.
Rik er den ikke hverken i klang eller form denne
Drydens rokokolyrik. Men uten den dressur, som’han
har faat gjennem disse smaavisene, hvor melodien gir
normen for rytmen, en norm som maa følges siden alle
disse smaatingstene er skrevet for at synges, — uten
slik dressur var Dryden sikkert ikke kommet længer
i sin lyrik end til helteskuespillets
patetisk-dekla-matoriske utbrudd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
