Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 335 –
skal komme dit op og gaa lannevejen hjem sam
men me dem...
— alle billederne, me alle hennes hundrede
ansikter paa, glier mei bleke og sørgmodie forbi,
mens bugten og fjoren dernede ligger mørk og øde
utover i natten og sørger...
Pludseli opdager jei at jei er like ve aa falle isøvn
— og op springer jei af stolen og river klæerne a
mei og skynner mei hen paa fiatsengen borti kroken,
og tror at naa, naa ! skal jei faa sove.
Men isteden blir jei me én gang lys vaaken.
Og saa mens jei ligger der og stirrer op i tåke, saa
overfalles jei af en forfærdeli følelse af forlatthet —
aa herre herre gud, om jei hadde et menneske her
som var lite lite grann gla i mei... om jei bare hadde
hat Gaarder liggende her ve siden a mei igjen... han
hadde ikke behøvd aa snakke til mei, ikke aa vært
vaaken engang... lian maatte gjerne ha sovet — bare
han hadde vært her saa !... istedenfor naa — ikke
et menneske i hele huse, andet enn denne fæle
Jensine som jei har lyst aa myrde me den øxen
derute — aa haa haa !...
— og op bryter det igjen i mei altsammen, hele
min fortærende længsel efter henne som jei aldri
mer skal se — aldri mere ! — gud saa mit hjerte
snører sei sammen... Jei ser ansikte hennes lissom
langt langt borte, og vét at aldri aldri kan jei naa det
— og rædsel griper mei og jei strækker hænderne ut
efter henne og bare klynker i fortvilelse : « Vera !
Vera ! Vera ! »... Og hele mit legeme blir
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
